Asger er flyttemand, og han er en særdeles dygtig og berømt en af slagsen. Han har nemlig aldrig ødelagt en eneste ting, han har haft ansvaret for under en flytning.

Derfor bliver han og hans to flyttefolk også en dag hyret af selveste Satan, da denne skal have flyttet ganske mange til sin nye villa i Hellerup. Men kan man stole på dæmoner, når Satan og Helvede er berygtet for at lyve og bruge feje tricks?

Historien er i sig selv metatekstuel, og den henvender sig direkte til læseren under dække at være flyttemanden Asgers memoirer. Teksten er propfuld af intertekstuelle henvisninger til andre forfattere, værktitler og filosofer. Her lægger den sig især meget op af Dante Alighieres Den guddommelige komedie, hvori forfatteren Dante blandt andet bliver ført gennem Helvede. Dante krediteres også for at have visualiseret kristendommens portrættering af Helvede.

Asger nævner også selv nogle gange undervejs, at det er overraskende, næsten paradoksalt at en flyttemand som fortælleren er så belæst og har så meget viden. I denne metatekstualitet spilles der på forventninger og overraskelser, og det går også hen og bliver et mere gennemgående tema.

På sin egen måde bliver Asgers fortælling til en version af Dantes Den guddommelige komedie, hvor Asger træder i Vergils sted som tourguide, og vi læsere bliver til Dante, der føres gennem en beskrivelse af Helvede. Uden at det ellers kan sammenlignes synderligt. Der træder dog en mere eller mindre semiskjult samfundskritik ind i fortællingen, når enkelte sjæles synder og straf bliver eksemplificeret til både Asgers og læserens rædsel.

Silvestri forstår at ramme læseren, og selvom det er en absurd humoristisk udredning om Guds og Satans forhold til menneskene, som til dels er anderledes, end man vanligt forudsætter, så er det både lokkende og overbevisende. Romanen udlægger og antyder en hel række større og mindre eksistentialistiske og andre filosofiske overvejelser i sit forløb.

Og som fortælleren selv kommenterer på – og som er noget, Silvestri har leget med før – så er bruddet med normal narrativ struktur og opbygning et bærende element i denne roman. Både fordi det synes velovervejet, og fordi teksten er så metatekstuel, så fungerer det ganske fint.

Der er både horror, humor, kærlighed og filosofi i denne roman, så det vil være svært at placere den i kun en enkelt af disse eller andre genrer.

Men uanset hvilken genre, jeg tildeler Et satans arbejde, så vil man ikke fortryde at læse den. Den er underholdende og velskrevet.

Vi har tidligere anmeldt flere af Silvestri romaner og noveller. Her kan du læse en anmeldelse af Scener fra et parforhold, som også udfordrer fortællerammerne, og horrornovellesamlingen Jeg ved godt, du er der. Resten kan findes via søgefeltet.

A. Silvestri: Et satans arbejde. Brændpunkt, 2019. 414 sider.