Jeg har læst lidt blandet fra Amdi Silvestris forfatterskab, og udover at være en virksom forfatter breder han sig også ud i forskellige genrer og stilarter, og det er denne roman et godt eksempel på. Forlaget DreamLitt kalder det en ”mosaikroman”, og det er faktisk en rimelig beskrivelse.

Man kan fornemme, at bogen låner lidt fra Ingmar Bergmans Scener fra et ægteskab; naturligvis i titlen, men også i det centrale punkt angående dynamikken og bruddet i et parforhold – børn, kærlighed, selvrefleksion, og hvad der ellers følger med, inklusivt.

Bogen starter ud med en filosofisk refleksion af Silvestri om, hvad det vil sige at bevæge sig, at flytte sig, både mentalt og fysisk. Og fordi han bruger ”du” og ”jeg”, skaber han fra starten en tæt relation mellem læser, forfatter og bogens karakterer – derved antydes det også, at bogen er en udviklingsrejse for alle de involverede parter. Titlen er ganske ligetil: Vi oplever Christians og Leas parforhold genfortalt i brudte scener.

Handlingsforløbet er netop fragmentarisk. Det kan virke sporadisk til tider, men scenerne er skrevet sådan, at de repræsenterer de mest betydningsfulde øjeblikke af de fælles relationer, som ender med at blive afgørende for deres valg og følelser.

Man kan tydeligt mærke, at Silvestri godt kan lide at lege og eksperimenterer – det ses også i hans øvrige forfatterskab. Her ses det imidlertid især i formen på de forskellige kapitler. Det ene øjeblik er det en dialog mellem to kommentatorer, der livedækker en scene i Christians og Leas liv, som var det en sportsbegivenhed. En anden gang er det en mail mellem dem. Det kan også være en scene skrevet som et skuespil med sceneangivelser og dialog, eller en lang kommunikation via Facebookchat eller SMS. Det giver både en adspredelse og til tider en realisme med disse mange variationer.

Det kan dog være lidt rodet med alle de spring i tid, frem og tilbage, hvor der i kapitlerne er et underafsnit med ”XX år og måneder senere/tidligere”; dog starter hvert kapitel i en overordnet, kronologisk rækkefølge i fortællingen om Christian og Lea.

Selvom bøgerne ikke kan sammenlignes, så fik jeg nogle associationer til Knausgårds Min kamp. Den der lidt akavede familiefarrolle; kampen for at få det til at fungere, for at komme til at passe ind; den skiftende struktur med narrative forløb og filosoferende, eksistentielle tankerækker; tekstskrivning som en måde at overskue sit liv; og en både ærlig og sårbar skildring af det uperfekte menneskeliv.

Melankolien rammer lidt, når man læser Scener fra et parforhold. Det rammer en, at dele af fortællingen er relaterbar og troværdig; det føles både autentisk og nært – det grænser til at være ubehageligt. Måske er jeg bare sart.

A. Silvestri: Scener fra et parforhold, 2018, Forlaget DreamLitt, 340 sider.