” ‘Alle børn blev organiseret i nazistiske ungdomsorganisationer,’ fortalte min mor, ‘hvor de lærte, at loyalitet over for Føreren kom først. Jeg var usikker på, hvor historien bar hen. (…) Samme aften kaldte hun mig ‘Hitlerjugend’ og ‘stikker’, og det stod på i nogle måneder. ‘Skal Hitlerjugend have nogle flere kartofler?’ ‘Hitlerjugend skal huske sin klavertime i morgen.'”

Det løb iskoldt ned af ryggen på mig, da jeg læste, hvordan Malene Lei Rabens mor talte sin datter, når de var alene. Ovenstående citat er blot en af de mange de horrible usagn, som Lei Raben måtte lægge øre til først som barn, og senere som voksen.

Malene Lei Rabens eringdringsværk “Fruen” er noget af det stærkeste, jeg længe har læst. Den er nemlig ikke bare forfatterens gribende og nuancererede fortælling om at være barn af 1970’ernes selvrealiserende forældre og om, hvordan fattigfirserne fik store konsekvenser for en familie i opbrud. Om rødder og ophav.

Bogen er også en beskrivelse af en hel generations dna, og hæver sig dermed eminent til at blive et stykke personlig danmarkshistorie, som langt de fleste kan spejle sig i. Men mest af alt er “Fruen” historien om, hvor uendeligt langt man kan strække blodets bånd uden, at det brister – også selvom det gør så smerteligt ondt, at man går i opløsning.

Der strømmer en helt særlig intensitet ud af “Fruen”, som bæres frem af det fremragende portræt, der tegnes af en både højt begavet, selvrealiserende og ondskabsfuld mor, der altid satte sig selv og sine ambitioner før alt andet. Et portræt, der emmer af den komplekse, men ubrydelige kærlighed fra det sårede og svigtede barn, der bestandigt, men forgæves, håber på, at dets kærlighed vil blive gengældt. Bogen beskriver på skarpeste vis, hvor tilintetgørende kærlighed kan være. For trods alle morens fortrædeligheder kan Lei Raben ikke holde op med at elske hende. Selvom hun gang på gang svigtes og såres, fortsætter hun som den gode datter i et næsten selvdestruktivt had/kærlighedsforhold til sin mor.

I et spændingsfyldt mix af indlevelse og længsel, sammen med et forsøg på at distancere sig fra sin manipulerende mor, som hun elsker højt på trods af alt, folder Lei Raben sin gribende fortælling ud.

“Min mor var ked af, at min søster og jeg kaldte hende Fruen, men det var i mellemtiden blevet fælles for os. Fruen var en stærk kvinde, som krævede – og fik – særbehandling. Modig og intelligent, fordringsfuld, lunefuld og let at såre, og som en skandinavisk Kleopatra tiltrak hun mænd med fatale følger. Fruen kunne udmærket afkode undertonerne i sit kaldenavn og brød sig ikke om det, men det passede godt til hende og satte ord på noget, vi ikke kunne tale om.”

Malene Lei Raben er født i 1969 og således barn af 1970’erne. Hun opdrages frit af en mor, der ikke ønsker at sætte grænser – hverken for sig selv eller sine døtre. En lykkelig barndom, der tager en drejning, da hendes mor brænder ud efter endnu et brud med en mand. Og må tage konsekvenserne af fattigfirserne og ændre livsstil. Forholdet til Malene bliver mere og mere komplekst. Og der er tale både om omsorgssvigt og psykisk vold.

Da fruen bliver syg af kræft kompliceres mor/datter forholdet yderligere. Hendes tyranni intensiveres, og man sidder rystet tilbage efter at have læst bogen. Men samtidig er man også blevet meget klogere på kærligheden mellem en mor og en datter, der har en dysfunktionel, men ubrydelig relation. En universel og opslidende kærlighed, der beskrives, så ramt og så intenst, at dunsten fanger vores næser, og forankrer sig i vores bevidsthed.

Fortællingen rammer lige på kornet, og pludselig forstår vi, hvor ondt det kan gøre at elske et urimeligt familiemedlem. Hvorfor vi fortsætter med at elske. Hvor uhyggeligt stærkt blodets bånd er. Selvom det trækkes af led gang på gang, brister det ikke, men forbinder os for bestandigt i en tynd, men ubærligt smertefuld streng. Det er ganske enkelt fremragende. Uafrysteligt, skarpt og hamrende vedkommende.

Der er mange lag i bogen, og det er en øjenåbner at dykke ned i brusende følelseshav af skam, savn og sorg, som kærlighed også består af. Læs den og blive klogere på både en hel generation og på en datter, der elsker, håber og længes. Trods alt. Læs, læs, læs.

Malene Lei Raben: Fruen – en datters historie om kærlighed og frihed, Gyldendal 2019, 288 sider.