I dag udkommer Maren Uthaugs tredje roman En lykkelig slutning. Og hun er tilbage for fuld skrue. Hvis du synes, at de forrige romaner ”Og sådan blev det” og ”Hvor der er fugle” var en barsk og kold kortlægning af menneskers skyggesider, så bare vent til du kommer i gang med denne her.

Læsningen er en slags voyeur-oplevelse, hvor du er med på første række til alle mulige morbide ting, der giver dig lyst til at lukke øjnene. Og så alligevel overhovedet ikke. For der er ingen som Uthaug, der kan formidle ubehageligheder på en nøgtern måde med humoristiske undertoner. Jeg er vild med det.

Hvad handler den så om? Jeg frygter, at uanset hvad jeg skriver, så lyder det for mærkeligt, og som noget jeg ikke selv ville gide læse. Men jeg skal forsøge, hvis du lover at læse den alligevel. Den handler om en bedemandsfamilie i syv generationer, der enten jager spøgelser væk, taler med de døde eller knalder med de døde. Det er bedemanden Nicolas, med en helt særlig kærlighed til de døde, der fortæller sin families historie syv generationer tilbage. Således får vi historien om Christian 1-6 (ja, de hed alle Christian, på nær Nicolas. Og alle pigerne hed Lillian. Så mærkeligt og herligt på samme tid), der alle var bedemand og om hvordan deres tilgang til de døde og begravelser er skiftet fra generation til generation.

Mere overordnet handler bogen også om menneskers forhold til døden, og hvordan begravelsesritualer har udviklet gennem tiden. Inspirationen til bogen fik forfatteren efter et år, hvor hun havde mistet mange pårørende og havde været til mange begravelser. For hvorfor er det så svært det med døden og hvordan har de levendes forhold til døden ændret sig?

Jeg synes, den er sindssygt god. Læs den – uanset hvor mærkelig den måtte lyde. Det er Uthaugsk, når det er bedst.

Læs også vores anmeldelse af Og sådan blev det og Hvor der er fugle af samme forfatter.

Maren Uthaug, En lykkelig slutning, Lindhardt & Ringhof, 1. november 2019, 382 sider.