Maren Uthaug: Hvor der er fugle
Johan er gift med Marie. Sammen har de to børn, datteren Darling og sønnen Valdemar. De bor på et fyrtårn, hvor Johan passer fyret og Marie børnene. Johan er forelsket i Hannah, men har giftet sig med Marie for at sikre sin mors alderdom. Det hele er ret elendigt. Og selvom han opfører sig dumt, er det svært ikke at have ondt af ham.
Lige indtil Darling overtager fortællerstemmen. Livet som datter på fyret er ikke nemt. Slet ikke med Johan som far. Og da vi dernæst hører sagen fra Maries side, bliver det hele bare endnu mere elendigt.
Det er interessant at følge familien fra tre forskellige vinkler. Og det er fantastisk, hvordan Maren Uthaug lykkes med at fortælle så barsk og tragisk en historie med så meget nøgtern lethed. Og humor. Det er et meget troværdigt persongalleri og det er mennesker, der sidder fast i dine tanker, når bogen er læst færdig.
Det er løgn, svigt, uforløst kærlighed, indavl og andet godt fra livet i udkantsverden. Intet er som du regner med. Meget velskrevet, meget fangende. Præcis som Uthaugs første roman Og sådan blev det, som også er anmeldt her på bloggen.
Du kan også læse vores anmeldelse af den grafiske novelle Tankestreger her.
Maren Uthaug, Hvor der er fugle, Lindhardt & Ringhof, maj 2017, 301 sider.
[…] kan også læse mine anmeldelser af både Og sådan blev det, Hvor der er fugle og En lykkelig […]