Jeg kendte kun til Erling Jepsen gennem filmatiseringerne af hans romaner Kunsten at græde i kor og Frygtelig lykkelig, før jeg læste dette andet bind i hans serie om familiehemmeligheder. Det er således første gang, jeg oplever ham på skrift. Men det bliver ikke den sidste, for jeg synes, at det er skarpt og underholdende.

Hjemmefra handler om den unge Erling, der skal til at starte i gymnasiet i Haderslev og dermed flytte hjemmefra – noget han har glædet sig rigtig meget til. Han glæder sig til at forlade sin dysfunktionelle familie i den lille flække Gram og genopfinde sig selv i et nyt billede. Og han kommer godt fra start med en løghistorie om, at han i virkeligheden kommer fra København, og at forældrene i Gram blot er hans plejeforældre, da hans rigtige forældre er politiske aktivister, der lever under jorden i København.

Men nok kan man tage drengen ud af Gram, men det viser sig sværere at tage Gram ud af drengen. På trods af sit store behov for at distancere sig fra sine forældre og sin opvækst, og selvopfattelsen af at være så meget klogere end sit ophav, er han alligevel blevet præget så meget hjemmefra, at det frie, pulserende liv i Haderslev (af alle steder!) bliver svært for Erling at navigere i. For eksempel da pigen i kollegieværelset ved siden af Erling har besøg af en ældre mand, og Erling straks konkluderer, at det må være hendes far, der forgriber sig på hende og vil ringe til politiet. Eller da en pige forsøger at give ham et blowjob, og hun ryger ud med fuld musik, fordi han har set damerne i sin fars blade gøre det, og de er ludere, ergo må hun også være luder.

Det er virkelig morsom læsning, og man har lige dele ondt af Erling og hepper på ham samtidig. Det er sjovt at læse om en ung teenagedrengs galopperende hormoner og hans beskrivelser af pigerne i klassen. Og følelserne man render rundt med i den periode i sit liv, er meget genkendelige. Åh den søde søde frihed, når man flytter hjemmefra. Og den besnærende angst ved at være on your own. De ambivalente følelser brøler derud af.

Erling er et super eksempel på ungdommens ambivalens. Et par eksempler på den skøre kombination af storhedsvanvid og manglende selvtillid er, da han konkluderer, at hans gode ven må være bøsse og derfor ikke kan styre sig i nærheden af ham, selvom det er Erling, der jager vennens selskab som en hundehvalp. Ellers hans idé om, at forældrene da må lytte til ham, han går i gymnasiet, det har de aldrig gjort, men samtidig er jaloux over, at der er flyttet en hundehvalp ind i hans sted.

Udover at være underholdende læsning, er det også et interessant indblik i en tid, som jeg ikke selv er vokset op i, og det er en rigtig fin litterær tidslomme.

Hjemmefra er opfølgeren til ”Gramhavet. Familiehemmeligheder 1” og er andet bind af Erling Jepsens planlagte syv erindringsromaner. Syv lyder af lidt rigeligt, men jeg kommer til at læse med foreløbigt.

Af samme forfatter har vi også anmeldt Kunsten at græde i kor, Hjertets dannelse og Erna i krig.

Erling Jepsen, Hjemmefra – familiehemmeligheder 2, Gyldendal, 16. august 2019, 256 sider.