Erling Jepsen: Hjertets dannelse
En historiestuderende københavner, en sønderjysk kro med alt for få gæster, en kroejer med irriterende attitude og en fortid som pornobutiksejer og en kone på nervemedicin der forsøges skånet for konflikter, et flittigt, stabilt men noget uselvstændigt postbud og en nedlagt gård med foruroligende mange besøgende mænd er blot nogle af ingredienserne i den spændende roman Hjertets dannelse.
Kroejerparrets datter finder interesse for den historiestuderende Christian, der lejer et værelse på kroen. Sammen finder de ud af, at det illegale vagtværn, der patruljerer langs den dansk-tyske grænse ikke kun handler om at holde landet fri for flygtninge. Det viser sig, at der er flere ting i byen, der helst ikke skal opdages. Vi møder en håndfuld af byens beboere, og det er især i skildringen er deres holdninger, etik og syn på verden omkring dem, at bogen står allerstærkest. Man græmmes, trækker på skulderen og smiler over disse folks opførsel, deres tanker og til tider mangel på kulturel dannelse og almen opdragelse og det er ganske god underholdning.
Undervejs dukker H.C. Andersen op. Hans tilstedeværelse flettes uden videre ind i historien uden nærmere præsentation. For mig var han dog lidt forstyrrende, da det længe var uklart for mig, hvordan og hvorledes han skulle tolkes. De dele af fortællingen hvor H.C. Andersen tuller rundt med bogens andre karakterer er heller ikke nær så interessant læsning, som resten af bogen. Heller ikke selvom der er fine referencer til hans eventyr.
Ser man bort fra H.C. Andersen er Hjertets dannelse en bog med flere problematikker og dilemmaer, som absolut er værd at læse om. Alt i alt er det en helt i orden bog, der både er skrevet med alvor og humor, og som jeg gerne anbefaler andre at læse.
Erling Jepsen er kendt for at skrive om udkantsdanmark. Han er selv vokset op i Gram i Sønderjylland i en dysfunktionel familie og flyttede derfra så snart det var ham muligt. I dag bor han i København. Han får på en og samme tid ros og kritik for sin kritiske skildring af Danmarks udkant, den del af landet han selv kalder for “afgrundsdanmark”. Han har blandt andet skrevet bøgerne: Kunsten at græde i kor (2002), Frygtelig lykkelig (2004) og Den sønderjyske farm (2013). De to første kan du se som film.
Erling Jepsen, Hjertets dannelse, Gyldendal, 304 sider, September 2015.