Jeg har for nyligt stiftet bekendtskab med Erling Jepsen. En forfatter jeg ikke troede jeg skulle have et forhold til. Men det har jeg, og jeg er lykkelig.

Efter at havde set filmatiseringen af ”Kunsten at græde i kor”, måtte jeg have min nysgerrighed styret. Jeg købte bogen, og åd den råt.

Den 11-årige dreng som igennem hele bogen er fortæller, beretter om en dysfunktionel sønderjysk familie der udad til klarer sig ganske godt. Familie er velset og specielt faderen bliver en af byens spidser. Men indad til er familien ved at gå i spåner. Faderen misbruger teenagedatteren, og misbruget er kendt for resten af familien, men i forsøget på at polere ydersiden, er der ingen der reagerer. Vores fortæller beretter om en fraværende mor, en søster som tvinges til at sove på sofaen med faderen og et mejeri bestyret af faderen som ikke går godt. Midt i alt det her forsøger vores fortæller at holde sammen på stumperne. I samarbejde med hans skytsengel Hr. Tarriel, lægger han en plan for hvordan familien kan forblive sammen.

Erling Jepsen har forfattet en humoristisk letlæselig roman om en families kamp for at overleve. Tonen er lun, og bogen er bestemt læseværdig. Jeg er bestemt klar til flere perler fra Erling Jepsens hånd.

Erling Jepsen: Kunsten af græde i kor, 2003, Borgen.