I midten af det 23. århundrede er Jorden skadet af forurening og stråling, som opstod under eller i kølvandet på Den Totale Krig, hvor kemisk og biologisk krigsførsel ligeledes gjorde menneskeheden komplet ufrugtbar. Via forskning lykkedes det at frembringe en metode til kunstigt at skabe menneskeliv. Der er bare den bivirkning, at alle mennesker således skabt lider en voldsom død, kaldet Den Ubarmhjertige Død, og gennemsnitsalderen er konstant faldende og nærmer sig 40 år.

Ex nihilo er latin for “ud af intet”, og det dækker netop over udgangspunktet for denne science fiction-roman. Ud af ingenting dukker der nemlig et signal op fra en af Jupiters måner, Exnihilo. Elai Wali Human bliver sendt af sted med en lille gruppe forskere og astronauter for at undersøge signalet. Det viser sig at komme fra et ukendt menneskefartøj, der blev sendt ud inden Den Totale Krig og styrtede ned under sin mission om at kolonisere. Ombord på det over hundred år gamle skibsvrag finder gruppen to cryokamre med nedfrosne mennesker, som er født inden den skæbnesvangre sygdom ramte menneskeheden. Dette skaber både frygt og kynisk interesse hos generalsekretæren for Det Interhumane Synedri, der leder verden med diktatoriske midler. Elai og hans gruppe må nu træffe etiske beslutninger, om hvad der skal ske med fundet på månen.

Exnihilo har en let stemning. Der gøres ikke et anmassende forsøg på at forklare en masse high tech-udstyr fra start af, hvilket man godt kan opleve indimellem. Bogen og dens univers hviler i sig selv og udfolder sig langsomt, hvor vi gradvist bliver introduceret til karaktererne og deres historier, som hver især fortæller lidt mere om den dystopiske verden og den avancerede teknologi. Det er en struktur, der fungerer godt og naturligt indfanger læserens nysgerrighed. Miljøerne og teknologierne optræder både velovervejede og troværdige for en fremtid, der er postapokalyptisk og beskæftiger sig med rumrejser.

Tanken om en udelukkende kunstig fremstilling af mennesker som følge af menneskehedens selvdestruktive stræben efter magt og fremskridt er yderst interessant. Det samme er tanken om rumrejser inden for vores eget solsystem, der stadig bærer muligheden for overraskelser og opdagelser.

Exnihilo er en yderst spændende science fiction-roman, som stiller nogle interessante spørgsmål omkring grænserne for videnskaben, samtidig med at den udsender en advarsel om, at menneskeheden meget vel kan påføre en uoprettelig skade på sig selv, hvis man ikke tøjler både videnskaben og menneskets begærlige natur. Det er en roman, alle science fiction-fans bør læse.

Publius Enigma: Exnihilo. Valeta, 2019. 478 sider.