Franske Olivier Bourdeaut var en positiv overraskelse, da han udsendte debutromanen Mens vi venter på Bojangles. Nu kommer den svære toer, og den er slet ikke så svær endda. Faktisk er den meget, meget vellykket.

Jean er saltbonde i Bretagne, en ældgammel tradition, hvor saltet udvindes fra bassiner. Han er lidt sky, og har selv valgt ensomheden og det lidt atavistiske erhverv. Han sætter en ære i sit arbejde, og bliver derfor noget knotten da en mand har sluttet sin druktur med at sove i – og pisse på – en af hans saltdynge. Faktisk bliver han så knotten, at han overvejer at slå manden ihjel i vrede. Så slemt går det dog ikke, for manden er den stenrige ejendomshandler Michel, der er i Batz-sur-Mer for at slappe af mens hans lejlighed bliver bygget om. Han bruger tiden på at drikke sig fra sans og samling, og vågner altså en morgen op ved siden af Jeans saltbassiner.

Michel inviterer Jean ud for at bøde lidt på skaden, og det ender i en kæmpe, underholdende druktur, for de to mænd befinder sig godt i hinandens selskab og har måske mere til fælles end man lige skulle tro. Faktisk ender de tilbage hos Jean, og Michel opdager at han i drukkenskab har skrevet under på en ansættelseskontrakt. Så nu skal de sammen samle salt, drikke sig i hegnet og jage damer. Det lyder en smule sært, men det er ganske velfortalt, meget indlevende og umådeligt morsomt.

Det er ikke to venlige eller særlig sympatiske mænd, men de er alligevel et godt bekendtskab. Bourdeaut skriver skarpt men alligevel kærligt om deres udfordringer og håbløse forsøg på at holde sig selv og hinanden oven vande. Som læser bliver man fanget ind af de to mænd, forført af saltmarsken, Atlanterhavet og de fine restauranter – og man fortryder ikke et øjeblik, man har tilbragt i deres selskab. Og slet ikke, at man alligevel kommer til at holde af de to sære typer.

Olivier Bourdeaut: For en håndfuld salt. 284 sider, Jensen & Dalgaard. Oversat af Ann-Jette Caron, udkommer 18. juni 2019