To mennesker danser sig gennem livet, og deres søn fortæller deres historie. En lille familie, med flere særheder end de fleste, men med et sammenhold udover det sædvanlige. Men særhederne vinder og katastrofen rykker langsomt, men sikkert, nærmere.

Den barnlige fortæller får det hele med, som det ser ud med hans tillidsfulde øjne: de mange fester, glade gæster, alkoholen, alt det sjove og vilde i forældrens liv. Men lige under overfladen lurer bekymringerne, for når festen er forbi er der ikke altid mad i køkkenet, de sjove gæster forsvinder, og når lærerinden bemærker at sønnen har vanskeligheder, bliver han fluks taget ud af skolen. Hokus pokus, væk med den trælse virkelighed.

Man behøver ikke være psykiater for at se, hvor slemt det står til, mens den navnløse drengs beretning om det søde liv langsomt falder fra hinanden. Men det er så fint fortalt, så håbefuldt, at man ønsker åh så meget at hans alt for naive fortælling kan holde vand, at moren kan komme ud på den anden side – og at faderen kan vælge sønnen til frem for sin syge, men festlige hustru.

Det er en lille perle, som debutanten Bourdeaut har skrevet. En fin, lille fortælling om liv, galskab, om et barns grænseløse loyalitet og tillid til sine forældre, og om voksnes formåen og uformåen. Det ender ikke godt, og det skal det heller ikke, for vi er ikke i damebladsgenren. Vi er der, hvor selv den naive lykke er bittersød og de omhyggeligt opstillede kulisser ikke i længden kan holde det syge sinds dæmoner væk. Alligevel er det også en usædvanlig historie om en kærlighed, der tåler alt, udholder alt – selv vanvid og død.

Læs Mens vi venter på Bojangles for den fine indlevelse, for det poetiske sprog, de mange vittige og grumme episoder, men først og fremmest for den usædvanligt smukke historie.

Olivier Bourdeaut: Mens vi venter på Bojangles. 165 sider, Jensen & Dalgaard. 2016, oversat af Ann-Jette Caron.