Katrine Marie Guldager er en af mine danske yndlingsforfattere, og med Et rigtigt liv gør hun det, hun er bedst til: tegner den nyere danmarkshistorie op gennem en enkelt familie. Det gjorde hun i Køge-krøniken, og det gjorde hun i En uskyldig familie.

I Et rigtigt liv er det velhaverdrengen Filip. Hans bror er handicappet, og efter morens alt for tidlige død bruger faren alle sine kræfter på broren. Filip er derfor om ikke frændeløs, så dog uden store emotionelle bånd til sin familie. De deler materielle goder i stedet for følelser.

I stedet danner han varige og dybe relationer til sine venner, som han også bor sammen med i en stor lejlighed ved søerne, som familien har skaffet ham.

Vi følger Filip fra 80’erne og helt op til vores tid. På papiret har han alle muligheder, tjener mange penge og er en af den nye tids gulddrenge – også via handel med pantebreve. Men indadtil sprækker idyllen. Hans kone er smuk og veluddannet, men alligevel overfladisk og optaget af at bruge de mange rare penge, Filip tjener (og mindre optaget af, hvordan han tjener dem).

Det får – naturligvis – ikke lov til at blive en ukompliceret fortælling om Filip. Under den perfekte overflade har Filip svært ved at finde meningen med sit eget liv. Det moderne liv byder på velstand og overflod, men også på stress og meningsløshed. Og finanskrise, naturligvis, en brat opvågning efter de glade 00’ere, hvor der var mange penge at tjene og alt kunne lade sig gøre, indtil det altså ikke kunne lade sig gøre alligevel.

Et rigtigt liv fortæller om et Danmark, hvor venskaber betyder mere end familie, men også om et Danmark, der er blevet mere og mere optagede af status og materielle goder. Menneskene vil så gerne det gode, men det fortoner sig i hverdagens kiv og jag, og i stedet for at drøfte hvad det gode liv er, bruger man kræfterne på boligindretning og tagen-sig-ud på sociale medier.

Katrine Marie Guldager: Et rigtigt liv. 285 sider, Gyldendal. Udkommer 29. maj 2019