Lilly og Peter møder hinanden i Køge i 1938. De er unge, begge lidt forpjuskede mennesker, men sammen skal de danne en familie, hvis fortælling strækker sig over 6 mesterlige bind i Guldagers storværk Køgekrøniken.

På overfladen er det en helt almindelig, succesrig familie, der slår sig ned i en villa på Marievej (ja, det er en vej i Køge men også en henvisning til forfatteren selv), men familien er et hus i splid med sig selv, og som sådan et billede på de næste 50 års samfundsudvikling. Det gamle, stabile Danmark med faste roller til mænd og kvinder, samfundsklasser og familier, forsvinder, og et nyt, vildere, friere og mere usammenhængende vokser frem. En slags Matador i romanform – med personligheder, der gør indtryk og samtidig tegner en epoke op.

Lilly og Peter får børn, men allerede i romanernes første anslag er konflikten trukket op: Henry og Leonora hader hinanden, børnene, og kommer aldrig til at enes med sig selv eller hinanden. Sådan er familien i den anden halvdel af det 20. århundrede, fragmenterede og individualiserede men alligevel ude af stand til at give slip på hinanden. Familien er det, vi ikke kan undslippe.

Henry er den samvittighedsløse (siger præsten!), utilpassede knægt, der vælger oprøret, både når det handler om at udforske 60’ernes frie hippieliv og når han bryder ikke bare loven, men også alle normer for god opførsel. Leonora er det pligtopfyldende, sensitive barn, der gifter sig ungt og forsøger at holde sammen på normaliteten i en forskruet og eksperimenterende verden – men som alligevel leger med ilden, bogstavelig talt. De får romanerne igennem med- og modspil af et væld af bipersoner, der hver især viser nye sider af det moderne liv.

Frk. Lys og Frk. Mørke eksempelvis, hvis bipolare personlighed(er) fremhæver familien på Marievejs kontraster og konflikter. Eller den ugifte lærerinde, der finder en såret engel i sin baggård men ikke kan hjælpe den. Ella, den forsmåede og alkoholiserede kvinde. Og alle Henrys kvinder – Helle, Birgitte og Sally – der hver især repræsenterer en kvindetype og et forsøg på at komme overens med 70’erne og den nye tid. Nogle med større succes end andre.

Der er mange små, tidstypiske deltaljer og Guldager har styr på dem alle. Dengang der ikke var s-tog til Køge, og man tog toget over Roskilde. Påklædningen. Udtrykkene. Musikken. De små, præcise sætninger, hvor små detaljer sætter hele stemningen er en fornøjelse at læse. Vi er med under krigen, i skabelsen af velfærdssamfundet i efterkrigstiden og helt inde i kollektiverne med deres behjertede forsøg på opgør med stivnede kønsroller og familiermønstre – sympatiske forsøg, der ikke helt stod distancen.

I Guldagers Køge har metaforerne frit spil. De træder ud af sproget og direkte ud i romaernes virkelighed. Som ulven, der bliver familiens forbandelse. Den er vokset ud af mor Lillys eksistentielle angst og er blevet til håndgribelig virkelighed, nogen gange fanget, nogen gange fri, men altid en fare for Køge-familiens velbefindende.

Centralt i romanerne står hovedpersonernes rolle som udøvende kunstnere. De maler begge, mor Lilly og datteren Leonora, men kunsten kræver store ofre – kan man være kunstner uden at svigte sin familie? Det er på kanten til at blive nej fra Guldager, men måske er der alligevel en smule håb for Leonora, der har giftet sig med en bundsolid (og op gennem 80erne meget skuffet) socialdemokrat.

Jeg har læst de seks bøger i ét stræk, og det kan anbefales. Jeg har svært ved at forestille mig, at personernes udvikling, de mange bifigurers betydning og tidsbillederne vil stå lige så skarpt, hvis man læser bøgerne med flere års mellemrum. Men læses – det bør de, og man flyver igennem. Det er et hovedværk i det tidligere 21. århundredes danske litteratur.

Katrine Marie Guldager: Køgekrøniken. Seks bind bestående af: Ulven, Lille Hjerte, Den ny tid, Peters Død, Bror og søster og Ilden. Politikens forlag. Sidste bind i serien udkom september 2016.