// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Katrine Marie Guldager: En uskyldig familie
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Katrine Marie Guldager: En uskyldig familie

Skrevet af den 8. marts 2017 – 07:41Ingen kommentarer

Alle lykkelige familier ligner hinanden; men den ulykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig. Og der er ingen, der kan skildre en ulykkelig, dansk familie som Katrine Marie Guldager.

Smukke, idylliske, uskyldige Svendborg er rammen om En uskyldig familie. Jytte og Holger, et klassisk hippiepar, flytter ind på Strandvejen engang i 70’erne, og snart er selv de gammeldags naboerne på fornavn med de unge mennesker og de (efterhånden) tre børn. Men der er slanger i paradiset, for Holger bliver mere og mere sekterisk antikapitalistisk, økologisk og sær, mens Jytte nyder livet og kvindebevægelsens seksuelle frigjorthed. Og børnene, hvad med børnene?

Som altid er det børnene, der betaler prisen for forældrenes drømme – Frederik bliver angstramt børshaj, Lene bliver præst og Jakob går bare i hundene. Det er så ualmindeligt almindeligt og almindeligt ualmindeligt, og det er fra første til sidste side mesterligt skildret.

Viljestærke Jytte og svage Holger, stræberen Frederik, inderlige Lene og stakkels Jakob – de er arketyperne på familielivet efter 68. Man gør sig selv og hinanden ulykkelig i en evig stræben efter selvrealisation, uanset om den findes som bonus i Goldman Sachs, hos vorherre og en utro ægtemand eller i en økologisk æbleplantage på Drejø.

Familien er sidste bastion før rodløsheden, men den er under pres – tolerancen over for familiemedlemmernes forskelligheder er væk, her er kun uforståenhed og uformåenhed tilbage. Her er ingen, der vil hinanden noget ondt, her hersker naivitetens uskyldhed, men alligevel er her svigt på svigt. Fra Jytte, der åbent promoverer sine elskere foran børnene, til Frederik, der føler sig så fremmedgjort at han endda fravælger at komme hjem til jul og ikke er til at drive hjem til sin mors dødsleje. Er det forældrene, der svigter eller børnene, der stiller umulige (og urimelige) krav om at være universets centrum?

Katrine Marie Guldager bakser med de store spørgsmål om familie, mennesker og vores forhold til hinanden. Kan vi nogen sinde forstå hinanden på tværs af generationer? Kan vi nogen sinde forstå et andet menneske helt og holdent, eller er drømmen om evig opslugthed en løgn, der kun gør os ulykkelige (på hver vores måde)? Det er som altid skrevet i hendes præcise, finurlige sprog med sans for de små detaljer, der får personerne til at træde skarpt frem for læserens blik.

En uskyldig familie er en fremragende roman, der ligesom Køge-Krøniken slår fast, at Katrine Marie Guldager uden tvivl er en af nutidens absolut bedste danske forfattere.

Katrine Marie Guldager: En uskyldig familie. Politikens forlag, 2017. 298 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.