// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Cecilie Sund Kristensen: Skambidt
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Digte, Lyrik

Cecilie Sund Kristensen: Skambidt

Skrevet af den 2. januar 2019 – 09:52Ingen kommentarer

Når unge mennesker skriver digte, skal vi lytte. Selvom der vist aldrig før har eksisteret så mange platforme, som unge mennesker kan kommunikere på, så har én ting ikke ændret sig. I digtningen kommer vi skridtet dybere. Det er her, vi lærer meget mere om alt det, der virkelig nager, betager, henrykker – så det er her, vi finder åndedrættet.

Cecilie Sund Kristensen er ikke debutant. Men hun er skarpere end nogensinde i ”Skambidt”. Cecilie virker meget ramt. Ramt af sine tanker, sine følelser, sin afmagt og sine påtaget styrede handlinger. Hun beskriver handlingerne i ”Skambidt” som en slags skæbne, hun ikke kan rykke ud af – som var hun selv en flue på væggen i sit eget liv; en slags tilskuer i biografen, hvor hun på lærredet ser scener om sine egne oplevelser med kærlighed og lyst.

På den måde er digtning ofte meget inaktivt og betragtende men også en slags undskyldning for ikke at foretage sig noget – for ikke at gøre noget for at ændre på situationer, der er utilfredsstillende eller direkte krænkende. Måske er digtningen fra Cecilie en slags liste over alt det, hun skal forholde sig til, hvorpå aktionen derefter kommer. Jeg håber det inderligt, men jeg tror det desværre ikke. Mange mennesker lever og ånder nemlig i processen, midt i handlingen – uden tanke på ændringer eller på et mål eller et delmål. Det er her, de er. Det er her, de ånder. Og de ænser ikke i morgen. Filmen ”Dead Poets’ Society” er måske én af verdenshistoriens mest misforståede og misfortolkede film, idet alt for mange mennesker har taget budskabet ’Carpe Diem’ som, at de kun skal leve i nuet, og ikke at de blot også skal huske at leve i nuet. Det er Cecilies digtning en reminder om. Lev, mærk, føl – og accepter.

Cecilie ved godt, at hun er en søger. Det er der ingen tvivl om. Og hun ved også, at hun føler og mærker stærkt. Det er fremragende, for det giver hende selvtillid til at formidle de tanker og følelser, hun har. Og det får vi glæde af. I ”Skambidt” er det især seksuelle følelser og tanker, vi bliver præsenteret for. Og det er også en meget stærk oplevelse. Vi har altså ikke at gøre med en lille sky viol, der bare leder efter prinsen på den hvide hest. Det er rå sex – tilsat voldelige handlinger, smerte og udforskning af mulighederne i afmagten. Alt sammen pakket ind i lyrik. Det er i sig selv smukt.

Men i nogle af digtene kammer det over. Jeg er selv lyriker og forfatter, så jeg kan genkende de steder, hvor jeg tænker, at Cecilie har ladet sig friste til at opdigte i stedet for at digte. Det er okay. Det må hun gerne. Men det er larmende farligt at begive sig ud på sådan en rejse, for det forvirrer begreber og signaler. Som eksempelvis i digtet ”Advarsel” (s. 55), hvor selve digtet kalder på en sand tsunami af analyser, før det – for mig – falder til jorden i den sidste sætning, og jeg tænker: ”Du kunne ikke dy dig, hva’ Cecilie? Du kunne ikke lade fristelsen ligge? Du kunne ikke lade idioten i digtet være idioten, og i vores nye samfund af selvudslettelse og evige undskyldninger måtte du selv tage den på dig?” Det er muligt, det hele tiden var meningen, men jeg tror det ikke.

”Skambidt” er en ret brutal digtsamling. Det er også en vigtig samling. Men det er også en ung og ret naiv samling. Det sidste er ikke negativt ment, selvom det med det samme kan opfattes sådan. Det er faktisk smukt. Det minder mig om min egen ungdom, hvor jeg også var en evig tænker og føler, men hvor jeg så i den grad også var en ’doer’. Faktum er, at ”Skambidt” i den grad er værd at opleve, og at jeg vil anbefale den til alle, der gerne vil se lidt ud over egen næsetip og mærke andre mennesker. Også selvom disse mennesker tydeligvis stadig har så meget at lære.

Cecilie Sund Kristensen: ”Skambidt”, Emeritus Forlag, 135 sider, oktober 2018