Vi er nået til 7. bind i Lars Keplers (det svenske forfatterægtepar Alexandra og Alexander Ahndoril) serie om kriminalkommissær Joona Linna. Under en ransagning i en død mands lejlighed dukker der andet end svinekoteletter og æbleskiver op i kummefryseren. Her er resterne af et dybfrosset menneske. Da Linna bliver kontaktet af det tyske politi, som ønsker hjælp i en mordsag på en campingplads uden for Rostock, viser der sig et bloddryppende mønster.

For mordet er kun ét i en række af uopklarede mordsager rundt om i flere europæiske lande. En sand psykopat, tilsyneladende genopstået fra de døde, er på spil. Han formår at lokke andre skurke til at udføre sine bestialske gerninger.

Blodet sprøjter ud over siderne i ét væk, og det er nærmest som at være tilskuer til en konkurrence om, hvem der kan begå uhyrligheder på den mest degenererede måde. Det bliver desværre både trættende og så ulækkert, at man gang på gang må lægge bogen fra sig. Detaljeringsgraden er helt unødvendig, volden er afstumpet, og det er vanskeligt at se formålet med de mange følelsesløse beskrivelser. Antallet af slibrige aflivninger gør det til sidst svært at tage både plot og bog som helhed alvorlig. For mig skyder Ahndoril-parret denne gang helt ved siden af, og det er ærgerligt, da mange af de tidligere bøger i serien har været nervepirrende og intenst medrivende.

Lars Kepler: Lazarus. Gyldendal. 556 sider. Oversat af Birgitte Steffen Nielsen og Jesper Klint Kistorp