Jeg var så heldig at møde Jacob Skyggebjerg på BogForum 2018, hvor vi fik en interessant snak om psykiatrien i Danmark. Jeg glædede mig derfor til at læse hans bog, og jeg blev ikke skuffet. Bogen er en meget personlig og stærk skildring af, hvad det vil sige at være en del af det psykiatriske system i Danmark, selvom jeg også blev i tvivl om, hvad jeg skulle mene. Enten er det psykiatriske system helt ude i hampen, eller også er der ting, Skyggebjerg undlader at fortælle i sin bog.

Bogen har undertitlen Vidnesbyrd fra den danske retsstat – et justitsmord og fortæller historien om Jacobs møde med det psykiatriske system, som han bliver en del af, efter at han modtager en behandlingsdom. Jacob dømmes for vold, men for at slippe for fængselsstraf bliver han af en ven rådet til at bede om en psykiatrisk vurdering og “spille” psykisk syg. Så kan han få en behandlingsdom og dermed slippe med nogle samtaler i stedet for en tur bag tremmer.

Det lykkes Skyggebjerg at overbevise systemet om, at han er syg og derfor skal have en behandlingsdom, men derfra går tingene bestemt ikke som tilsigtet. Gennem de næste fem år er Jacob fange i det psykiatriske system. Et system, hvor han ikke længere er et menneske, men en diagnose på et stykke papir. Selvom han er velfungerende og har studieplads på Journalisthøjskolen, bliver han tvangsindlagt til fuldbyrdelse af dommen, fordi han ikke er mødt op til en samtale. Han mister derfor sin studieplads. Efterfølgende får han job, som han er glad for og trives i, men igen bliver han tvangsindlagt, og han mister jobbet. Set fra Jacobs synsvinkel gør systemet intet for at hjælpe ham. Tværtimod nedbryder systemet ham og ødelægger hans liv. Hver gang han føler, at han er kommet et skridt videre, bliver han tvangsindlagt og slået tilbage til start.

Det er tydeligt, at bogen er skrevet af en meget frustreret og bitter mand, som har mistet al tillid til systemet. Bogen er derfor også en sønderlemmende kritik af det psykiatriske system. Den er virkelig velskrevet, og Skyggebjergs forskellige fortælleteknikker fungerer virkelig godt. Hans hverdagsliv i perioderne mellem indlæggelserne er smukt skrevet i jeg-form med kursiv og står i skarp kontrast til fortællingerne fra indlæggelserne, hvor han distancerer sig fuldstændigt ved at omtale sig selv som “man”. Han beskriver meningsløsheden ved hjælp af satiriske eksempler fra hverdagen på afdelingen. Det giver en spændende kontrast og en levende fortælling.

Desuden indeholder bogen en lang række journalcitater og uddrag fra retslige dokumenter, der understreger Skyggebjergs pointe og dermed kritik af systemets syn på ham som menneske – eller snarere patient.

Jeg synes dog, at bogen mangler en forklaring på, hvorfor han igen og igen bliver tvangsindlagt, selvom han tilsyneladende er velfungerende i samfundet. Flere gange skriver han, at grunden til, at han tvangsindlægges, er, at han ikke er mødt op til samtale. Men hvis han kunne undgå tvangsindlæggelse ved blot at møde op til samtale, hvorfor gjorde han det så ikke?

I bogens løb havde jeg både stor sympati med Skyggebjerg og blev samtidig tit irriteret på ham. Bogen vækker masser af følelser og er en meget anderledes og unik læseoplevelse. Og så er det en fed gimmick, at den faktisk lyser i mørke på natbordet.

Jacob Skyggebjerg, Hjælp, Forlaget Gladiator, 288 sider, marts 2018.