I prologen, der er en efterrationalisering, der finder sted efter de to samtaledage, der udgør denne bog, siger Rane Willerslev, at det er vigtigt, at bogen ikke bliver en omgang intellektuel onani. At bogen, for at være spændende og vedkommende for læseren, er nødt til at indeholde noget mere person og erfaring fra de tre. Det har han ret i, men det lykkedes bogen desværre ikke med. Det er virkelig en lang omgang intellektuel onani – jeg kunne ikke have formuleret det bedre selv.

Bogen er en samtale om, hvad det vil sige at være menneske i en ny tidsalder. Men de kan ikke føre en samtale om hverken samtalekøkkener, arbejdsliv, tid, Trump eller rollen som chef versus leder uden at kaste om sig med referencer til Foucault, Løgstrup, Freud, Platon, Aristoteles og så videre foruden en lang række andre referencer til kulturkritikere, forskere, artikler og andet. Det er så intellektuelt og akademisk, at det mest af alt er en transskribering af tre kloge-åger, der bare snakker for at snakke, uden noget formål eller noget publikum for øje. Og uden nerve til at mene noget. Rane Willerslev kommer tættest på. Han vover at nævne sin barndom, sin skilsmisse og sit arbejde på Nationalmuseet, når de drøfter forskellige emner. Det er forfriskende og konkret. De andre to drister sig højest til noget a la “jeg var også engang med i det her radioprogram, hvor…”, eller “forfatteren X har skrevet en bog om emnet, hvor jeg i øvrigt bidrog, som siger….”. Det bliver så kedeligt.

Når det så er sagt, så morede jeg mig alligevel undervejs, og selvom jeg måske nok ikke er blevet klogere (det jeg ikke forstod før, forstår jeg stadig ikke), så har bogen sat en masse tanker i gang og har givet anledning til nogle spændende snakke over middagsbordet herhjemme, herunder et par eksempler.

Hvordan er det nu med videnskaben? Er det hele sandheder, der ikke kan anfægtes, eller eksisterer den kun i kraft af fiktionen? Og hvad er forskellen på fiktion og fake? I følge de tre herrer eksisterer videnskaben kun i kraft af fiktionen. Vi må sætte de små sandheder, vi kender, sammen med vores forestillinger om, hvad der er foregået. Hvis man kun måtte dele fakta, ville det være meget små sandheder, der kom ud. Men der er forskel på fiktion og fake. Fake er fake. Fiktion er kvalificerede bud på noget, vi ikke nødvendigvis har 100% greb om.

Markedet. Alt er kommercielt og vores liv er styret af økonomi. Vi er alle marionetter, der styres af, hvad der er (økonomisk) nyttigt. Rammen er sat, og det er begrænset med udsving, du kan foretage dig. Det er desillusionerende, og bogen giver mig lyst til at rejse mig og råbe noget grimt og sprænge rammen. Men det gør jeg selvfølgelig ikke. Jeg er opvokset i samme konforme ramme som alle andre, og jeg vandrer videre derudaf med resten af flokken.

Samtalekøkkenet. En paradoksal institution fra starten af det 21. århundrede. Ingen taler sammen længere. “Det er for meget friværdi og for lidt social interaktion”. Hvor vi tidligere levede meget funktionsopdelt, har vi nu rykket det meste af tilværelsen ind i et enkelt rum. Med stor forvirring og manglende koncentration hos mange til følge. Det gælder både samtalekøkkenet og de åbne kontorlandskaber.

Trump. Som tilhænger af demokratiet er man nødt til at acceptere valgets resultat. Og så kan man vælge at placere sig i tilskuer- eller deltagerrollen. Man kan kalde alle de andre for dumme eller gøre noget aktivt for at påvirke deres holdninger.

Det er blot få af flere interessante eksempler, der sætter tankerne i gang. Det er tre interessante mænd. Jeg er især betaget af Rane Willerslev, der er årsagen til, jeg gav mig i kast med bogen i første omfang. Det var så enormt befriende, efter at have set DR-programmet “Ranes museum”, at se en så vidende og erfaren og dygtig person være så mega utjekket på samme tid. Og det mener jeg meget positivt.

Men måske samtalebogen er ved at miste terræn til podcast-formatet. Jeg forestiller mig, at jeg ville have fået langt mere ud af at lytte til disse samtaler over et par podcast afsnit, hvor jeg kunne få alle nuancerne med. Desuden fylder moderatoren for lidt. Han kunne med fordel have styret denne samtale ,eller debat om man vil, på en meget bedre måde, hvilket givetvis kunne have løftet modtagerrelevansen.

Men læs den for pokker. Det er god underholdning og det vil give anledning til nogle interessante samtaler.

Svend Brinkmann, Tor Nørretranders, Rane Willerslev, Det, du ikke forstår, gør dig klogere, People’sPress, oktober 2018, 258 sider.