Jeg elsker bøger, hvor jeg føler, at jeg bliver klogere eller hvor min horisont udvides af mennesker med et andet syn på tingene end mig selv eller supplerende betragtninger til emner, der også interesserer mig. Livsopgaver er sådan en bog. En bog der ligger op til samtale og en bog, som det er svært at læse, uden at få lyst til at gengive ting fra den hele tiden, til folk der gider høre det.

Livsopgaver er en samtalebog, hvor Svend Brinkmann og Katrine Marie Guldager har udvalgt seks temaer, som de mener er livsopgaver for alle mennesker. Livsopgaverne er: Vi skal elske, vi skal arbejde, vi skal stifte familie, vi skal udvikle os, vi skal indgå i en samtid, og vi skal dø.

Hvert tema starter med et udvalg af deres individuelle klummer fra Politiken og de efterfølges så af en samtale om selvsamme. Selvom der er referencer på tværs af klummerne er skrivestilen meget forskellig. Hvor Katrine Marie Guldager i høj grad inddrager sig selv og personlige erfaringer, fremstår Svend Brinkmanns klummer som miniforelæsninger fulde af henvisninger til filosoffer og andet akademisk stof.

Det ene er ikke nødvendigvis mere oplysende end det andet, men Katrine Marie Guldager er mere subjektiv og nærværende, hvor Svend Brinkmann er objektiv og distancerende. De efterfølgende samtaler nuancerer dog mit indtryk af Svend Brinkmann en del. De supplerer hinanden fint, om end det samtidig er en meget konsensussøgende dialog, de har.

Det er som sagt en bog, der lægger op til samtale. Lige som med Morten Albæks Ét liv, én tid, ét menneske eller Dét, du ikke forstår, gør dig klogere af Rane Willerslev, Tor Nørretranders og Svend Brinkmann så er det vidende og begavede mennesker, der taler om almeninteressante emner, som giver inspiration til samtale. Lidt ligesom Mads og Monopolet (uden sammenligning i øvrigt) hvor mennesker taler om forskellige emner, der vedrører mennesker. Man har lyst til at tale med, at tale videre og det er oplagte middagsbordssamtaler. Det samme er denne her bog.

Der er mange relevante ting at gengive fra bogen.

De taler blandt andet om familien. Er det et forpligtende eller frivilligt fællesskab?

Og hvad med arbejdslivet? Skal der være et formål eller en mening med det, eller kan man stille sig tilfreds med en instrumentel tilgang til jobbet, der betyder, at man gør det for at tjene penge for at forsøge sin familie? Er det mening nok? De taler samtidig om, hvordan vi lever i et kvantificeringssamfund, hvor alt skal måles, hvilket måske sker på af kvaliteten.

En tredje meget interessant ting, de berører, er hvordan vi via vores samtid har en tendens til ansvarsfraskrivelse. Ved at konstatere at “sådan er/var det bare” for eksempel når det kommer til skærmforbrug eller børnepasning, så fralægger vi os ansvaret for egen situation. Mange børn, der er opvokset i 1970’erne, som Katrine Marie Guldager, har sikkert hørt fra deres forældre, når man har påpeget, at børneopdragelsen og børnesynet i den tid måske ikke var så hensigtsmæssig, at ”sådan gjorde man bare dengang”. En super interessant betragtning, som giver stof til eftertanke.

En lidt sjov ting er, at der er en markant overvægt af Svend Brinkmanns klummer, når emnet er arbejdsliv og selvudvikling, hvorimod Katrine Marie Guldager overrepræsenterer klummerne om kærlighed og familieliv. En lidt forudsigelig og kønsstereotyp fordeling, som jeg faktisk var lidt overrasket over.

Jeg vil opfordre til, at du læser den. Det er virkelig interessant læsning.

Svend Brinkmann og Katrine Marie Guldager: Livsopgaver, Politikens Forlag, oktober 2019, 338 sider.