Ét liv, én tid, ét menneske er interessant læsning. Morten Albæk rammer noget i tiden, som unægteligt er en stor udfordring. For hvorfor er vi mere ulykkelige end nogensinde, når vi både er rigere, sundere og mere sikre? Det giver han nogle bud på i bogen, der efterlader mig både enig og uenig.

Der er enormt meget at sige om de her godt og vel 200 sider, men her er noget af det, der især har sat sig hos mig.

Semantisk manipulation af det menneskelige sind: Når vi sprogligt spalter mennesket i alle de mange roller, vi har, fx familiemenneske, fritidsmenneske og arbejdsmenneske, glemmer vi, at vi er ét menneske. Og når vi spalter os sprogligt, spalter vi os i virkeligheden. For sprog skaber virkelighed. Jeg er meget enig.

Derfor skal vi, siger han, kaste samme mængde kærlighed og intimitet ind i arbejdet som i alt andet i livet. Arbejdet fylder kvantitativt meget af livet, og vi bliver syge af at forsøge at skille det ad. For det er ikke “bare arbejde”, det er livet. Man står ikke op og går på arbejde, man står op og går ud i livet. Jeg kunne ikke være mere uenig.

Her er hvorfor: Hvis man som menneske skal prioritere at kaste samme mængde energi, kærlighed osv. ind i alle aspekter af livet, tror jeg, man for alvor bliver syg. Roen ligger i prioriteringerne. Han taler netop også om tiden som en konstant. Den kan føles lang eller kort, men den er konstant. Derfor må man prioritere i meningen med livet i den givne mængde tid, man har til rådighed. Og selvom jeg er enig i, at man bør stræbe efter et givende og meningsfuldt arbejde, så er arbejde vitterligt bare arbejde, og det kan aldrig komme op på siden af de andre elementer i livet, der giver mening: kærlighed, familie og venskab. Og det er lige præcis den helt klare prioritering, som forfatteren måske ville kalde en spaltning, der, for mig at se, holder sygdommen fra døren. Også selvom det er platonisk og ikke romantisk kærlighed, han taler om, når det kommer til arbejdet.

Pluralistisk ignorance: “Jeg tror, at alle andre synes det her, så det gør jeg også. Selvom jeg i virkeligheden synes noget andet”. Vi tøver med at ændre normen, selvom flertallet af os måske synes, den er forkert. Så selvom mange af os synes, at det giver rigtig dårlig mening at arbejde 60 timer om ugen og italesætte sig selv som én, der er nødt til at tage telefonen på en fridag, fordi jeg er uundværlig, så er det objektivt set cool at have travlt og man er “noget”. Der lister sig stille og roligt en modreaktion ind på denne livsstil med masser af simple og mindful living, folk der flytter fra byerne og drosler ned, men det ændrer ikke på, at vi har svært ved at tale med folk, hvis vi ikke kan tale om, hvad de laver. For eksempel spørger de fleste “Hvad laver du?” og ikke hvem er du/hvad synes du/hvad kan du godt lide, når vi møder et nyt menneske.

Biologisk og økonomisk immunsvar: Sundhed og relativ velstand er de fleste enige om er vigtigt for trivsel. Men hvad med det eksistentielle immunforsvar? Selvrespekten. Selvindsigten. I dag uddanner vi mennesker til at vide, hvad de kan blive, og ikke hvem de er. Så pludselig kan de en masse, objektivt set, fede ting. Men mestrer de eget liv? Han opfordrer til, at vi stiger ned af karrierestigen og op af selvrespektens stige. Jeg kunne simpelthen ikke være mere enig.

Bogen er et interessant mix af videnskabsretorik og filosofi. For han taler meget om, at man “ikke kan måle”, at der “ikke er evidens for” og at “intet beviseligt tyder på”, men samtidig er det jo en subjektiv følelse, han hele tiden taler om og til – nemlig meningen med livet. Og jeg sidder på én og samme tid med en følelse af, at det fungerer, og at det underminerer nogle af pointerne. For hvordan kan man komme med en opskrift på noget, der er så subjektivt som meningen med livet?

Det bliver lidt højtragende til tider, og filosoffen i ham lader sig ikke fornægte. Og jeg sidder tilbage med en følelse af ikke at kunne sammenholde forfatteren bag bogen med den Morten Albæk, jeg oplever i virkeligheden. Selvsamme mand der i øjeblikket har travlt med at brandslukke, fordi han er bestyrelsesformand i en virksomhed, der lige nu er under beskydning for at have et ekstremt dårligt arbejdsmiljø, der på ingen måde er hverken respektfuldt eller meningsgivende. Og jeg husker da også den gang jeg som nyuddannet og ansat i en management konsulentvirksomhed (den type virksomhed han harcelerer over i bogen) blev bedt om at “smutte ned efter smøger til Morten Albæk”. Ikke så meningsfuldt, vel? Men bedøm selv. Det vil jeg anbefale dig at gøre.

Alle bør læse denne bog. Der er stof til så uendeligt mange timers samtale. Rigtige, vigtige samtaler. Og ikke de sædvanlige trivialiteter om jobbet, lønnen, forfremmelsen, boligen og hvad vi ellers konstant taler om. Det er holdningsstof det her, og så kan du være enig eller uenig, og jeg er personligt begge dele, men det gør ikke bogen mindre aktuel og relevant.

Morten Albæk, Ét liv, én tid, ét menneske, Gyldendal, oktober 2018, 203 sider.