En ældre mand vågner op på et hospital efter en blodprop. Hans hustru er død et par år forinden, og nu ligger Paavo her og kukkelurer, mens helingen og genoptræningen skal gå sin skæve gang. Han deler, til sin store fortrydelse, stue med et par andre ældre mænd, og de kommer mildt sagt ikke ret godt ud af det sammen.

Der ligger selvfølgelig dybere grunde til hans vrissenhed, for hans eneste søn har ikke tid til at besøge ham. Han er i stedet travlt optaget af at restaurere Isaak-katedralen i Sankt Petersborg inden byens 300 års jubilæum til Guds og Putins ære. Sønnen er blevet religiøs, og det er faderen meget imod.

Så ligeså snart Paavo er udskrevet, forsøger han at opsøge sin søn for at belære ham om Guds ikke-eksistens (og sønnens samlede fejltagelser i øvrigt.) Det går naturligvis ikke godt, for Sankt Petersborg er ikke noget godt sted for en forvirret og vranten gammel mand, der har problemer med både hukommelse, indlevelsesevne og impulskontrol.

Jeg har tidligere læst Hotakainens Åndehul, som jeg var meget begejstret for og derudover også Naturens lov, der også bruger temaet om hvad pludselig sygdom/ulykke kan gøre ved et menneske og dets forsøg på at kæmpe sig tilbage til den normale tilværelse.

Jeg er dog mindre begejstret for Isaak-katedralen, for egentlig kedede jeg mig lidt undervejs. Den er ikke rigtig morsom, og far-søn opgøret kommer ikke op at flyve. Så er der ikke så meget tilbage, for spørgsmålet om Gud og tro bliver reduceret til far-søn opgøret og ikke til interessante betragtninger om hverken Gud eller tro – eller verden med eller uden religion. Hvis der gemmer sig en dybere sandhed et sted, var den gemt for godt til, at jeg kunne finde den.

Alt i alt finsk mellemvare, der hverken gør nogen skade eller noget indtryk.

Kari Hotakainen: Isaak-Katedralen. Gyldendal, 144 sider. Oversat af Helene Idström, 2006