”At være mor er min hovedidentitet, og hvad skal jeg gøre, når de to næste har forladt reden?”

Sådan står der på fjerde side i Alle veje fører til MOR, der er starten på korrespondancen mellem Maise Njor og hendes 19 årige datter Asta-Maja Njor Boisen, den ældste af Maise Njors døtre. Årsagen til mailkorrespondancen er, at Asta-Maja rejser et år til Rom, hvor hun skal finde sig selv, finde ud af livet og hvad hun vil fremover. Når hun efter det år kommer tilbage til Danmark, flytter hun for sig selv. Så med rejsen til Rom er hun flyttet hjemmefra. Mor er Rom stavet bagfra.

Bogen bygger på de to kvinders e-mails – og ind imellem en sms – i det år Asta-Maja er udenlands. Det er sjovt, alvorligt og hamrende befriende ærligt – og relevant for alle forældre og deres unge. Jeg fældede en lille tåre undervejs i læsningen, både fordi det bare er sørgeligt at læse om, når en unge flyver fra reden, selv om det selvfølgelig også er glædeligt, men også fordi, det simpelthen er hamrende morsomt, når de to giver den gas. Så man græder og griner. Maise Njor beskriver bl.a. om udseendet på Asta-Maja, da hun var baby:

”….set i bakspejlet var du rimelig fed og tyndhåret. Du er klart blevet pænere med årene – faktisk lignede du lidt en fagforeningsmand fra 70’erne”.

Bogen berører alvorlige emner, som et seksuelt overgreb og en ven der er dødeligt syg, Maise Njors skilsmisse fra Asta-Majas far, den sorg både forældre og børn oplever ved skilsmissen, deres kærlighed til mænd og sorgen når det ikke holder som Asta-Majas forhold til en lidt ældre mand med to børn, som ikke holder til, at hun er væk i et år. Men måske var det alligevel bedst, bliver hende og hendes mor enige om.

Det handler om opdragelse som enlig mor, om hvordan det er at se børnene tage til deres far og være tapper, så de ikke ser, at hun bliver ked af det – men som Asta-Maja skriver, vi så du græd, mor. Det handler om deres respektive venskaber og hvor stor betydning de har. Det handler også rigtigt meget om feminisme, at have en holdning, turde stå ved den, og skrive om den – som Asta-Maja gør. Det er befriende modigt.

Livet bliver taget op til revision og der bliver ikke lagt fingrene imellem, når mor og datter udveksler minder og meninger. I en af Maise Njors sidste e-mails skriver hun:

”Og jeg vil gerne sige undskyld, fordi jeg ikke kunne få det til at ske”.

Det er det fælles familieliv med far, mor og børn under samme tag, hun henviser til, og det bliver så hjertegribende samlet i den lille sætning. Jeg kan i den grad anbefale bogen, for den giver en god indsigt i både forældreskab og det at blive voksen. Den veksler så fint mellem alvor og grin, så klumpen i halsen bliver grinet væk. Jeg har tidligere læst flere af Maise Njors bøger med stor glæde. Så jeg var spændt på denne og bestemt ikke skuffet. Tak Maise og Asta-Maja for at dele jeres tanker og for jeres ærlighed, der betyder, at bogen bliver så levende.

Læs også gerne vores anmeldelse af Mit liv som mundlam – og hvordan man lærer at sige fra, Livet for let øvede, Charlie.Hotel.Oscar.Kilo, alle skrevet af eller sammen med Maise Njor.

Asta-Maja Njor Boisen og Maise Njor, Alle veje fører til Mor, Forlaget People’sPress, 271 sider, marts 2018.