Jakobs mor er blevet dement og er kommet på plejehjem, og Jakob har derfor overtaget sit barndomshjem. Han har taget orlov fra jobbet for at renovere det gamle hus, og under et af sine projekter, en ny vinkælder, støder han ind i noget ubehageligt. Bag den mur han er ved at rive ned, finder han et mumificeret lig. Liget er tilsyneladende hans egen far, der forsvandt, da Jakob var to år gammel.

Jakob er forståeligt noget forskrækket over sit fund, og da moderen ikke er til megen hjælp på grund af sin demens, begynder Jakob selv at lede efter sandheden. Men det er ikke ufarligt at rive op i gamle sager, og det får Jakob hurtigt at føle.

Ideen til en spændende bog er født, men bogen er lige så lidt opfindsom som titlen. Jeg må desværre indrømme, at jeg kedede mig undervejs og skulle jeg ikke anmelde bogen, havde jeg nok aldrig læst den til ende. Alt fra sproget til personerne og dialogerne er så træge, at det er grænsende til klodset. Og læseren føres med en insisterende hånd i ryggen den rette vej hele tiden, og der efterlades intet rum for egen fortolkning eller spænding.

Lad mig give et par eksempler. På et tidspunkt i efterforskningen dukker en politimand op på Jakobs adresse for at “stykke sandheden sammen i fællesskab”: “Godt sagde Holm, og tog den første slurk af sin kaffe. (…) Så lad os gøre det på den måde her: Nu prøver jeg at fortælle sagen i kronologisk orden, og så kan du supplere, hvis der er noget, du ved, som jeg ikke gør. Er det o.k.?” og “Nu begynder det at blive kompliceret. En mand, der bærer en tidligere tennisspillers navn, og en mand, der påstår at repræsentere en organisation, der er 50 år gammel eller mere, ønsker begge at betale dig en formue for nogle dokumenter, som måske – eller måske ikke – er gemt i dit hus. Undskyld, at jeg lyder lidt mistroisk, men det virker noget suspekt i mine ører”.

På den måde opsummeres det man har læst indtil videre, hvis nogen skulle være hægtet af. Hvilket jeg har svært ved at forestille mig. Måske den ville være god som ungdomsbog? Jeg tror, unge mennesker fint ville kunne følge med og måske ville finde den spændende.

Som det er med alle bøger, er det et spørgsmål om smag. Denne bog faldt ikke i min. Så fandt jeg forfatterens øvrige bøger mere spændende. Du kan læse anmeldelserne her: Den røde boomerang, Frygten er nøglen og Jomfrurejsen.

Kim Jørgensen, Hvis væggene kunne tale, Mellemgaard, december 2017, 223 sider.