Med 50 års forsinkelse er “Damokles” endelig kommet af sted på sin jomfrurejse. Med ombord er Silas med sin nye kæreste Julie. Han vågner pludselig op i sin kahyt, har glemt hvordan han er havnet der, og Julie er forsvundet. Han får at vide, at han havde løbet rundt og råbt “mord!”, men kan intet huske selv.

20 år senere er Julie aldrig dukket op og Silas ved stadig ikke, hvad der foregik den aften ombord på Damokles. Hver aften går han ned på havnen, dér hvor Damokles i sin tid lagde fra og en aften ser han en kvinde, der ligner Julie. Det får ham til at genoptage sin søgen efter svar og pludselig begynder det at hjælpe på hukommelsen.

Jeg er ret imponeret over forfatterens fantasi, og udover det klassiske forsvindingstema kommer vi omkring kunsthistorie og familierelationer og det hele bindes godt sammen til slut.

Jeg er dog knap så begejstret for fortællestilen og romanens hovedperson Silas, og den måde jeg fornemmer, at hans lidt naive – grænsende til langsomt opfattende – væsen bruges som forklaringsmetode overfor læseren. Hvergang der skal samles nogle tråde i fortællingen, ridser Silas lige begivenhederne op, stiller sig de spørgsmål som forfatteren givetvis gerne vil have læseren til at stille sig selv, og sådan sikres det, at ingen er faldet af vognen. Det er lidt irriterende, for så kompliceret en historie er det nu heller ikke.

På bogblogger har vi også anmeldt Den røde boomerang og Frygten er nøglen af samme forfatter.

Kim Jørgensen, Jomfrurejsen, Mellemgaard, april 2015, 329 sider.