Det er ikke nogen hemmelighed, at når du kaster dig ud i en Ken Follett-fortælling, så skal du være klædt ordentligt på. Tøjet skal være robust, støvlerne skal være snøret, og den rigtige hat til sol og regn er også en god ide. Faktum er, at Follett har det med at kræve noget af dig. Det, han kræver, er ikke urimeligt. Faktisk er det nærmest kun forventeligt og egentlig helt i orden: Vær sporet ind på Follett, når du læser Follett.

Okay, det er ikke rocket science, det her. Og det gælder nok for mange forfattere – især hvis du søger at få den maksimale ud af din læseoplevelse. Det er lidt ligesom at se en film i biografen. Kan du se den derhjemme på dit tv? Ja da. Men telefonen ringer; du skal lige lave en kop kaffe; du stopper for at hente noget guf; du skal på toilettet; du får et spørgsmål om noget helt andet; du skal svare på en sms … Sådan er det ikke i biografen. Her er du alene for filmens skyld. Alt andet er forstyrrelser.

Sådan skal du betragte din Ken Follett-oplevelse. For så bliver den så meget bedre. Og det skylder vi ham. Det er ikke, fordi han skriver så intenst og dybt, at det er nødvendigt for overhovedet at forstå, hvad der foregår. Tro mig, sådanne læseoplevelser findes også. De har deres helt eget liv. Men nej, ikke Follett. Han skriver såmænd ganske let og trækker dig forsigtigt ind i sine fortællinger, fordi de er bølgende, legende og lækre. Når du sørger for at være godt forberedt, giver du blot al den lækkerhed plads til at ramme dig helt og fuldstændigt.

Follett er mest kendt for sin Century-trilogi med ”Jordens søjler” fra 1989 som hovedværket. Og selvom det er voldsomt store fortællinger med masser af liv, så er hans kærlighed til spændingsromanerne det, der gør disse store værker til fængslende læsning.

I ”Den evige ild” møder vi Ned Willard, der i en hård tid i 1500-tallet under dronning Elizabeth 1. bliver agent i det, der nok var verdens første reelle efterretningstjeneste i et format, som minder om det, vi kender fra i dag. Han kastes rundt i en kamp mellem religioner og sin egen kamp for at være sammen med den pige, han elsker.

Som altid, når Follett skriver, så handler det dybest set om striden mellem tyranni og frihed, og det er også tilfældet i denne bog. Og når han pakker det ind i så elegant og fascinerende en fortælling, så er det bare et budskab, der er så meget lettere at tage imod og at se for, hvad det er. Du kommer ikke uden om, at vi i dag rundt om i verden stadig oplever et overraskende stort antal tyranniske diktaturer af både religiøs og politisk karakter, og at de største frie stater og nationer er under kritik og pres. Og det gør hans fortælling både vedkommende og nutidig.

Men først og fremmest er ”Den evige ild” en page-turner, hvis eller du kan sige det om en bog på 909 sider. Det her er ren guld. Og Folletts leg med ordene kommer flot med over i den danske oversættelse. Desuden er hans kendskab til de historiske detaljer meget imponerende, og vi får det hele serveret på et herligt sølvfad, der måske ikke når at eksplodere i et Jason Bourne-lignende virvar af action, men som – hvis du tillader det og er klædt på til det – vil krybe ind under huden på dig og blive der meget længe.

Læs også anmeldelse af Verdens vinter, London kalder og Giganternes fald.

Den evige ild, Ken Follett, Rosinante & Co., 909 sider, September 2017