// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ken Follett: Verdens vinter
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historisk roman, Roman

Ken Follett: Verdens vinter

Skrevet af den 17. september 2012 – 08:342 kommentarer

Ken Follett kan noget med historiske romaner. Det slog han først fast med sin murstenstykke roman Jordens søjler, om en ukendt katedralbygger i middelalderens England.

Men med Follets nyeste historiske roman, Verdens vinter, er vi rykket ind i det tyvende århundrede. Forgængeren Giganternes fald tog os op forbi århundredeskiftet, den gryende arbejder- og kvindebevægelse og gennem første verdenskrigs rædsler. Men fortsættelsen Verdens vinter starter, symbolsk nok, med Hitlers magtovertagelse i 1933 og tager os gennem årene hvor fascismen for alvor får tag i Europa, gennem anden verdenskrig og frem til den spæde start af den kolde krig i 1948.

Det er onde år for verden og almindelige menneskers skæbne knuses uundgåeligt af det nye Tysklands racepolitik hvor homoseksuelle, handicappede og jøder sendes i dødslejrene. Men også i England og i det borgerskrigshærgede Spanien følger vi hvordan fascismen – og kommunismen – er på fremmarch.

De knapt 15 år som Verdens vinter spænder over har resulteret i en moppedreng af en bog på 900 sider – og den er dermed en mundfuld for selv dedikerede læseheste. Men det er netop Ken Folletts kunst, at han ikke får det til at føles som (endnu) en historietime om den allerede tæt beskrevne verdenskrig, men i stedet fokuserer på sine personer og sin fortælling og hopper let fra år til år uden at overdænge læseren med massive mængder af historiske fakta.

Kernen i fortællingen er i stedet familierne fra Giganternes fald som stadig følges på kryds og tværs i Spanien, Tyskland, England, Rusland og USA, men denne gang hovedsageligt gennem deres børn. Fokus er samtidig knapt så meget på den store bevægelse fra by til land og arbejderklassens gryende politiske platform – men i stedet på de menneskeskæbner der kastes rundt eller knuses af verdenskrigen. Undervejs når vi samtidig at stifte bekendtskab med de amerikanske raceproblematikker og kvindernes stigende selvstændighed som følge af det tomrum som mændenes krigsdeltagelse efterlader.

Skal man kritisere noget ved denne ellers elementært spændende og fangende bog er det at Follets personer er sympatiske, stærke, opofrende og hjælpsomme, mens de onde politiske kommisærer, nazibødler og snobbede bedsteborgere er småsadistiske og følelseskolde. Du er med andre ord ikke i tvivl om, hvem du holder med. Men det er dybest set helt ok, for historien er god og det lettilgængelige sprog gør at mange læsere vil få muligheden for et godt kig på et mørkt kapitel i den nyere verdenshistorie.

Så tag nogle dage ud af kalenderen, fyld køleskabet og kom i gang med at læse Verdens vinter. Efter alt at dømme har du hele to år til sidste bind i trilogien udkommer.

Er du ikke kommet i gang med Ken Follets serie endnu kan du læse anmeldelsen af Giganternes fald her.

Ken Follett: Verdens vinter, Rosinante & co. / Cicero, September 2012, Oversat fra engelsk

2 kommentarer »

  • Mie Nielsen siger:

    Er det nødvendigt at læse Giganternes Fald inden man læser Verdens Vinter? 🙂 Jeg har nemlig fået Verdens Vinter, og har ikke læst den anden endnu, og jeg kan snart ikke holde fingrene væk længere!

  • Lars Jacobsen siger:

    Jeg ville nok starte med Giganternes fald, der lærer man de familier at kende er med i serien. Også selvom det er svært 🙂

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.