Lena Andersson: Uden personligt ansvar
Romanen Uden personligt ansvar er fortsættelsen til den godt sælgende og anmelderroste En roman om kærlighed.
Ester Nilsson er tilbage. I den første bog var hun håbløst og ugengældt forelsket i Hugo Rask. Nu fem år senere er det en anden mand, hun har kastet sin opmærksomhed og kærlighed på. Hun har bare ikke lært noget som hest.
Denne gang er det skuespilleren Olof Sten hun sukker efter. Men Olof er gift, og han siger gang på gang, at han ikke har planer om at forlade sin dejlige kone og at han ikke ønsker en elskerinde. Men hans ord forhindrer ham ikke i at mødes med Ester for at gå ture med hende, gå på restaurant med hende eller at gå i seng med hende. Det er derfor ikke nemt at være Ester. Hvad vil Olof Sten egentlig? Han må da elske Ester, siden han mødes med hende gang på gang, ikke? Han er vel bare ved at tage tilløb til at forlade sin kone, er han ikke?
Du kan godt læse Uden personligt ansvar uden at have læst En roman om kærlighed. Begge bøger er knivskarpe i skildringen af forholdet mellem mænd og kvinder. Og du vil sikkert kunne genkende nogle af følelserne eller handlingerne fra dit eget liv eller fra tidligere forhold.
Selvom der kredses om de samme emner (tiltrækning/afvisning, kærlighed/had, troskab/utroskab, vil/vil ikke) i begge bøger, behandles emnerne med en anden vinkel og læsningen opleves ikke som en genudsendelse. Så læs du blot begge bøger!
Når der nu er tale om så fint et stykke arbejde fra forfatterens side, kunne man ønske, at der var lagt lidt flere kræfter i korrekturlæsningen.
Lena Andersson: Uden personligt ansvar, Lindhardt og Ringhof, 2015, På dansk ved Lotte Kirkeby Hansen, 320 sider.
[…] Andersson har også skrevet romanerne Uden personligt ansvar og En roman og kærlighed. Begge anmeldt her på […]