Lotte og Søren Hammer: Mørkemanden
En reception for en feteret fotograf tager en dramatisk drejning, da en afskåren hånd dukker op i fotografens lomme. Med blod, hudtrevler og en stor ring. Så er vi i gang i dette 7. værk fra forfatterparret Lotte og Søren Hammer.
Som i flere andre af deres romaner knytter de barske gerninger sig til en gruppe menneskers handlinger i fortiden. Her er det en gruppe af mennesker, som en for en får amputeret en hånd, som straf for noget de har gjort en gang. Det er det ene handlingsspor.
I det andet er et hus blevet brændt ned til grunden. I huset befandt sig en kinesisk dissident, hans danske kone og deres teenagedatter. Huset er brændt ned samtidig med et kinesisk statsbesøg, og den danske regering og efterretningstjeneste er på stikkerne. Noget er nemlig ikke som det synes.
Tilsyneladende er sagen opklaret, idet en psykisk syg mand har indrømmet mordbranden. Vores hovedpersoner afslører, at han umuligt kan have begået udåden, og pludselig viser det sig, at det er en helt anden type forbryder, der er på spil.
Bogen afsluttes hæsblæsende spændende i jagten på gerningsmanden. Og det er godt at tempoet kommer op til sidst, for undervejs taber fortællingen lidt pusten. Der er for mange handlingstråde at holde rede på, og det får forfatterne til at kaste sig ud i nogle lidt for lange forklaringer.
Men alt i alt er man fint underholdt, og der bliver føjet stadig flere facetter til den tidligere drabschef Konrad Simonsen, der nu har sit eget firma, og til de kolleger, som vi kender fra de foregående romaner.
Lotte og Søren Hammer: Mørkemanden, Gyldendal, 2016, 403 sider
[…] også anmeldelserne af Mørkemanden, Elskede Heidi, Den sindssyge polak, Pigen i Satans mose, Ensomme hjerters klub, Alting har sin […]