Lasse Raagaard: Slip
Jeg var meget begejstret for Lasse Raagaards debuterende digtsamling, Ssn snarrt, og så derfor frem til at læse hans første roman, Slip.
I to parallelle spor følger vi Lea og hendes relation til den unge Lu, der ligger døende på et hospital med en erhvervet hjerneskade, og Rea, en stenalderkvinde, der har mistet sin partner. Det er et interessant greb, hvor to vidt forskellige livsvilkår spejler hinanden og åbner for refleksioner over tab, død og eksistens. Samtidig kræver det også en del af læseren, og for mig går der for længe, før forbindelsen mellem de to spor træder frem – og selv da forbliver den uklar.
Sproget er gennemgående poetisk og sanseligt, og man mærker tydeligt Raagaards baggrund fra Forfatterskolen. For nogle vil det være en stor styrke, men jeg oplevede indimellem, at det blev så stilistisk, at jeg mistede lidt af forankringen undervejs. Det er sanseligt og billedrigt, men flere gange standsede jeg op og tænkte: hvad er det egentlig, jeg skal have ud af det her? Det bliver en form, der næsten kammer over i det manierede, hvor teksten kommer til at fremstå mere som en stiløvelse end som en fortælling, der vil noget med sin læser.
Det samme gælder karaktererne. Der er fine, stille øjeblikke i begge spor, men jeg savnede til tider en stærkere følelsesmæssig forbindelse til især Lu og Rea. Jeg læste videre med en forventning om, at fortællingens to spor ville samle sig tydeligere, og selv om der er tematiske forbindelser, forblev helheden for mig en smule åben.
Slip er uden tvivl en ambitiøs og sprogligt bevidst roman, som placerer sig i en stilistisk tendens, mange læsere vil finde både vedkommende og interessant. Man fornemmer tydeligt Raagaards sproglige overskud, men for mig bliver det en roman, hvor formen overskygger indholdet. Det er en stil, der er populær i tiden, og som formentlig vil begejstre mange læsere. For mig blev det dog en læseoplevelse, hvor jeg beundrede intentionen og sproget, men ikke helt fandt det samme greb og styrke, som jeg oplevede i forfatterskabets debut.
Lasse Raagaard, Slip, Gyldendal 156 sider, februar 2026
