Integration med humor. Det er vist sådan, vi bedst kan sammenfatte handlingen i Faïza Guène’s ”Mænd græder ikke” – i hvert fald hvis vi bliver bedt om at gøre det meget kort.

Hvis du selv har indvandreraner eller er venner med folk, der er kommet til Danmark inden for de seneste 50 år (og helst fra et land, hvor Islam er hovedreligionen), så tænker du nok, at du har et forspring, når du læser denne bog. En lettere vej ind til hjertet af fortællingen. Men det skal du nu ikke være så sikker på. Der er ikke meget traditionel indvandrerfamilie over familien Chennoun fra Algeriet, der nu bor i Nice i Frankrig – og dog.

Jo, Faïza Guène har skabt en herlig moderfigur, som måske på mange måder kan afspejle den lidt mere klichefulde moderskikkelse i en stor indvandrerfamilie. Hun er overvægtig, hun har temperament, hun elsker sin mand, og hele familien elsker hende. Men så flyder billederne altså også mere ud.

Den store datter er rebel til fingerspidserne og siger allerede i en tidlig alder helt farvel til sin familie og de ’gammeldags’ værdier, hun føler, de repræsenterer. Hendes lillebror, som er vores hovedperson, har ikke det samme mod som storesøsteren, men han er til gengæld hunderæd for at ende som en gammel, overvægtig ungkarl, der som 50-årig stadig bor hjemme hos mor og bader i fritureolie.

Men da han en dag i Paris efter ti års adskillelse igen møder sin storesøster, så begynder opgøret om hele deres identitet for alvor – til læsernes store fornøjelse.

Bogen er skrevet med et solidt glimt i øjet og med heftige nik til både de stærke og svage sider af vores respektive kulturer. Og så er den i høj grad og på en dejlig underfundig måde en hyldest til familien som institution – med alt, hvad den giver og tager af oplevelser og mindeværdige øjeblikke.

Guène skriver godt og til tider endda direkte fængslende. Og François-Eric Grodin er sluppet mere end almindeligt godt fra oversættelsen. Sproget flyder og fanger. Og de 240 sider er hurtigt onduleret.

Vi har anmeldt flere af forfatterens glimrende bøger: Sidste omgang på Balto, Hvor drømmene venderog Kiffe kiffe i morgen.

Faïza Guène, Mænd græder ikke, Republik, September 2016, 240 sider