// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Agnete Braad: En anden kvinde end mig
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Agnete Braad: En anden kvinde end mig

Skrevet af den 18. oktober 2016 – 07:20Ingen kommentarer

Med kølige fremstillinger, humor og saftige detaljer går Braad lige i kødet på fordomme om det flakkende barnløse singleliv og det stereotype familie-tamtam bag ligusterhækken. Kodeordet for Agnete Braad anden bog En anden kvinde end mig er – identitetskrise.

Bogens hovedperson hedder Julie, og er knap 40 år. Er hun fyrre, fed og færdig? Næ, det er hun faktisk slet ikke. Julie er startet på en frisk i en ny lejlighed, hun er i gang med en ph.d.-ansøgning om samtidskunst, arbejder på et galleri og har bestemt ikke svært ved at tiltrække sig mændenes opmærksomhed. Alligevel virker Julie ikke ligefrem lykkelig eller bare glad. For hvordan relaterer man og finder med sig tilrette midt mellem venner og bekendte, der roder med børn, parforhold og skilsmisse, når man selv er et andet sted? Som billedet på den diskussion er det nylige brud med kæresten, Rune, hvilket ikke virker til at være det store tab, før han meddeler, at han har fundet en anden og skal være far.

“Nu skal vi vise omverdenen, at vi oplever værket, tage et billede af billedet, male det efter og dele det digitalt. Måske for at være sikker på, at kunsten findes.” Kunsten er bogens røde tråd. I sin undersøgelse af kunsten undrer Julie sig over, hvorfor samtidskunstens ide om inddragelse er altafgørende for oplevelsen af kunst i det hele taget. Det giver en interessant drejning på Julies identitetskrise. For i dag er det ikke længere nok at leve med sine små og store kriser. Krisen skal helst gennemleves via diverse medier, så vi helt bogstaveligt kan se os selv ude fra. Kroppen bliver et medie et redskab til forståelse. En gennemlevelse i praksis er bedre end forståelse af teorien. Som den idealistiske potentielle kæreste, Mark, betror Julie: “– Universitetet er dødt, fuldstændig dødt. (…) Det er på gaden, det foregår, hvis man vil ændre noget. Men du er måske ligeglad med at ændre noget?”

Det er ikke den store forkromede dannelsesroman, og i starten blev jeg ærlig talt træt af identitetskrisens evige forgabelse i modstillingen mellem single og familie. Den lykkelige “identitet” ligger vel ikke i at være single eller være i en familie? Nuvel, så vil Agnete Braad vel netop træde en over tæerne. I sin kritik af samtidskunstens performative tendens beskriver Braad et modsætningsfyldt billede, ikke kun af kunstverden som “big business”, men også af et samfund, som bryster sig af kodeord som mangfoldighed og frihed til at vælge. Lige præcis hvor stor den frihed er, kommer også til udtryk i beskrivelsen af Julie og hendes manglende handlekraft. Faktisk er næsten alle de centrale personer i bogen passive og uvirksomme i en sådan udstrækning, at det står frem. Men jo længere man kommer i værket, fornemmer man også, at Julie ikke kun er beskrevet med ironisk distance, men også malet frem med ærlighed, forståelse og håb.

Det er bestemt ikke den episke linje, der bære denne bog frem, men Braads nøgterne og dristige skrivemåde fanger en genkendelighed og rammer en inderlighed, som gør bogen til alle tiders underholdning.

Agnete Braad, En anden kvinde end mig, 239 sider, September 2016. Lindhardt & Ringhof.