Lad mig med det samme slå fast: jeg er vild med Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist. Jeg har slugt Stig Larssons trilogi en efter en, da de bøger udkom – og været så godt underholdt. Så da planen om en efterfølger blev lanceret, skrevet af David Lagercrantz, var jeg spændt. Ham kender jeg til fra en af hans andre bøger: Syndefaldet i Wilmslow.

Konteksten er speciel for David Lagercrantz’s ’Det der ikke slår os ihjel’, for nok er historien hans, men hovedpersonerne er Stig Larssons. Og debatten for og imod bogprojektet har bølget frem og tilbage, med historier om arv, rettigheder, et halvt manuskript på en PC, en far, en bror og en kæreste.

Men lad det ligge en stund, for hold nu op, hvor er det lykkedes godt for David Lagercrantz at lande den roman. Med empati og forståelse fortsætter han karakteristikken af Salander, så forståelsen for hende og hendes handlinger bliver udvidet. Samtidigt søger han for på fineste vis at trække tråde til de tidligere bøger, så historien samler sig til et hele. Så selv om det er nogen tid siden, at jeg har læst de andre bøger, så gør det ikke noget. Han rækker en hånd ud, som man trygt kan tage, når man går ind i historien.

Og historien er spændende, rigtig spændende. Det handler om Artificial General Intelligence (AGI), kunstig intelligens, og hvordan det i værste fald kan præge mennesket og vores verden. Det handler om industrispionage, vold, kærlighed, hævn, hacking, en russisk lejemorder, og om Frans Balder som er forsker i kunstig intelligens og far til August, en autistisk dreng med savantsyndrom. Det er evnen til at være rigtig god til noget, i dette tilfælde en sjælden kombination af matematik og tegning. Det bliver vigtigt i jagten på en morder.

Det handler også om et Millennium i knæ og en Mikael Blomkvist, som bliver hængt ud på de sociale medier, som en journalist, der ikke længere kan følge med. Persongalleriet spænder vidt fra Gabrilla Grane i svensk sikkerhedspoliti til Alona Casales og Ed the Ned som arbejder i NSA, USA – og så selvfølgelig Lisbeth Salander, som igen er den sande heltinde på sin egen skæve facon.

Romanen er fyldt med gode spændingsmættede dialoger, sjove referencer til Pippi Langstrømpe universet, og eksistentielle spørgsmål, som fx da Salander spørger: ’hvad sker der, hvis vi opfinder en maskine, der er klogere end os selv’?

Så tak David Lagercrantz, du har løftet opgaven så fint. Det er spændende og det kendte persongalleri er behandlet med omhu. Jeg var rigtigt godt underholdt.

Læs også anmeldelse af Mænd der hader kvinder, Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt.

David Lagercrantz, Det der ikke slår os ihjel, Forlaget Modtryk, 470 sider, dansk udgave august 2015, oversat af Agnete Dorph Stjernfelt