// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Minette Walters: De sidste timer
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Minette Walters: De sidste timer

Skrevet af den 1. maj 2018 – 10:14Ingen kommentarer

Den sorte død. Vi kan i dag slet ikke forestille os, hvor omvæltende pesten var for datidens samfund. Et sted mellem halvdelen og en tredjedel af befolkningen døde i en ubegribelig katastrofe. 1300-tallets mennesker havde ikke andre forklaringer på den mærkværdige dræber end guds vilje, og uden vores viden om bakterier og hygiejne var de magtesløse over for sygdommen.

Det er denne verden, som Minette Walters skriver sig ind i med De sidste timer. I centrum står det fiktive gods Develish og dets beboere. Godsets frue, Lady Anne, er veluddannet og klog, og hun vælger at barrikadere godset mod udefrakommende for at beskytte sig selv og hendes folk mod pesten.

Det møder modstand, både udefra og indefra. Hendes ægtemand dør af pest på vej hjem, mens hendes egen datter Eleanor protesterer mod de friheder, den (alt for) moderne Lady Anne tildeler bønder og tjenestefolk. Det forkælede pigebarn har sin helt egen dagsorden, mens resten af de indespærrede forsøger at få hverdagen til at fungere og forbereder sig på livet efter pesten. Så findes en af godsets livegne dræbt, og intriger rulles op imens godsets forvalter begiver sig på ekspedition til den pestramte omverden for at skaffe forsyninger…

Minette Walters er kendt som krimiforfatter, og De sidste timer er hendes første historiske bog. Det kan man sige godt og ondt om. Jeg elsker historiske romaner, og selvom 556 sider er meget (De sidste timer er åbenbart kun første bind i en serie), så føles bogen egentlig ikke lang. Hvis man gerne vil læse om den sorte død og 1300-tallets feudale samfund, så er De sidste timer et godt sted at finde underholdning. Walters er meget eksplicit i sin skrivestil, så man behøver ikke anstrenge sig for at følge med.

Til gengæld synes jeg hverken plottet eller personkarakteristikken er helt overbevisende, og det nager mig altså. Der er lidt for mange klicheer: Lady Anne er irriterende moderne, præsten er fordrukken, alle herremænd er onde og så videre og så videre. Det er synd, at der ikke er arbejdet lidt mere med personerne, som er meget endimensionelle. Det er synd, for der er ellers gode takter i bogen – ikke mindst beskrivelsen af befolkningens rådvildhed og panik da en ubegribelig sygdom trænger ind over landet.

Minette Walters: De sidste timer. 556 sider, Modtryk. Oversat af Lillian Kingo, udkommer 1. maj 2018