Søren Kolstrup: Slaget på Grønttorvet
Septemberforliget. Kanslergadeforliget. De fleste historieinteresserede kender de to store forlig, der danner grundlag for henholdsvis den arbejdsmarkedsmodel og det velfærdssamfund, vi har i dag. Det virker utrolig naturligt, at det er sådan det er blevet: at det moderne Danmark bygger på store, brede forlig mellem parterne – og at Socialdemokratiet (engang?) var en drivende kraft i denne udvikling.
Historie skrives som bekendt med blikket i bakspejlet, for det kunne være gået anderledes. I november 1918 for eksempel. Den store verdenskrig er lige slut, og selvom Danmark havde holdt sig neutralt havde krigen også sat sit spor på den hjemlige økonomi. Nogle få var blevet meget rige, mens tusinder var fattige.
Samtidig var der åbnet en ny vej for sultens slavehær. I Rusland havde revolutionen året inden vist en anden vej, og også i Tyskland faldt kejserdømmet mens arbejderne i flere byer gjorde oprør i kølvandet på den ydmygende kapitulation. Det fik også danske syndikalister og arbejdere med drømme om en helt anden verdensorden til at vejre morgenluft. Kunne det ikke også ske her?
Svaret er måske. Det skete ikke, selvom det flere gange kom til voldelige optøjer. Men det kunne være sket, hvis ikke stærke kræfter i samfundet – herunder det endnu ikke regeringsbærende Socialdemokrati – gik den anden vej. Det betød opgør i arbejderbevægelsen, men det var også her at nogle af de langvarige spor til den danske politiske model blev lagt, herunder i de omtumlede år hvor arbejderbevægelsen blev sprængt. Det er en vældig interessant og lidt overset periode af danmarkshistorien.
Søren Kolstrup tager os igennem perioden med stor indsigt og en smule indignation, og dette bind er endnu et eksempel på hvordan serien 100 danmarkshistorier kommer til sin fulde ret, fordi linjer trækkes op og historier fortælles, der normalt ikke er plads til i de større, samlede udgaver af historien. Her er både arbejderne, lejerne og kvinderne – alle dem, der gjorde en forskel for udviklingen af det 20. århundredes Danmark, men som ikke altid bliver hørt.
Slaget på Grønttorvet er nioghalvfjerdsindstyvende bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien. Man kan købe bøgerne hos boghandleren eller i abonnement, så man automatisk får et nyt bind hver måned. Bøgerne skrives af eksperter på de enkelte fagområder, der også har et stort flair for formidling.
Søren Kolstrup: Slaget på Grønttorvet. 100 sider, Aarhus Universitetsforlag. Udkom 11. april 2024