Jeg har mange gange nydt Nivå Bugt Strandenge, et fredet område, som er det eneste område på den danske del af Øresundskysten, hvor vadefugle og andre vandfugle har mulighed for at raste og fouragere. Området blev fredet i 1950.

Desto større var begejstringen, da Caroline Albertine Minor udkom med sin digtsamling af samme navn.

Caroline Albertine Minors skiftlige stemme har siddet i mig, siden jeg læste novellesamlingen “Velsignelser” (2017). Den beskriver sorgen ved at miste i et sjældent sansemættende og enkelt sprog. Bogen blev hendes gennembrud og den blev tildelt flere priser.

Det særligt sansemættede sprog går igen i “Nivå Bugt Strandenge”, som er så smuk, at jeg har lyst til at gengive samtlige digte her. Alle er de forbløffende vedkommende, og kunne være skrevet i omridset af mange menneskers hverdag med tab, kærlighed, hverdagseufori, ulykkelig, afmagt, skyld, sorg og glæde.

Digtsamlingen er delt op i fire akter; Hurtig rød regn, Nivå Bugt Strandenge, Et pludseligt træ og Uden længsel.

“Inde i parken / sidder snebærrene / tæt og tydeligt / som fiskeæg på grenene. / Jeg skylder dig / brødre og søstre / vi kunne have været en hel flok / larmet og sunget / hele vejen, / trampet stierne / op, hjulpet hinanden.”

Ovenstående fraser er fra første akt, hvor vi både mærker svigtet, tabet og skylden. Snebærrene, der bliver en metafor for en samling, en flok, en familie, som ikke er blevet, som ikke er lykkedes.

I anden del møder vi et unavngivet “han” og “du”. Her søger fortælleren efter kærlighed – men den synes hele tiden at stå i skyggen af (et) tidligere forhold.

“(…) den der elsker / vinder, men du lagde /hånden på min skulder og / håbet faldt / blødt og ustoppeligt / gennem / mig / mod bunden / og dækkede den / snart / helt. / Det var mit sidste forsøg.”

Resignationen, det bristede håb griber os med en jernklo. Ordvalg som snebær, mos, honninglyst, perleknapper, rosenbuskbær (som flåede duehjerter) og fiskeæg får det poetiske greb til at bugte sig om os, som den fineste og foruroligende slyngplante – en raffineret forudgrebsteknik, der varsler livets begivenheder og kampe. En livets tråd om forelskelse, forplantning og ansvar til forpligtelse. Om hvad, der sker når, forelskelsen ikke længere er. Om katastrofer og tab.

Man skal altid passe på med at læse forfatterens egen historie ind i tekster, der ikke kaldes selvbiografi. Men når jeg læser digtsamlingen kommer jeg (atter) til at tænke på den næsten ubærlige novelle “Sorgens have” i Velsignelser, hvor jegfortælleren Carolines kæreste får en slem hjerneskade, og hun må leve med de store omkostninger det har. Et forhold hun troede skulle være livslangt, men blev stjålet af en katastrofe.

Alle, der har et levet liv med sorger og glæder, vil kunne læse denne vidunderlige, vedkommende digtsamling med stor glæde. Og hvis man, som undertegnede, har oplevet at miste til en tragisk ulykke, så taler værket direkte ind hjertet og man efterlades dybt berørt – og føler sig sjældent set. Det er meget overvældende og stærkt. Stor tak til Caroline Albertine Minor for at sætte ord og billeder på tabet, skuffelsen og resignationen. På kampen for at lykkes. På kampen for komme ud af sorgens skygger. Digtsamlingen er ganske enkelt en sjælevandring ud over det sædvanlige. Tag med, hvis du tør. Det gør både ondt og lindrer mesterligt.

Caroline Alertine Minor (f. 1988) er en af sin generations mest kritikerroste forfattere. Hun har modtaget en lang række priser.

Caroline Albertine Minor, Nivå Bugt Strandenge, Gutkind, 108 sider, April 2024.