Hvis du – som jeg – elsker sproget i alle dets facetter og nuancer, så er der rigtig mange veje til fornøjelser. Bøger, teaterstykker, manuskripter, avisartikler, essays, taler og meget, meget mere. Alle er de en evig kilde til inspiration, smil og glæde. Og alle er de tilgængelige i vores hverdag – lige omkring os.

En ulempe er, at med en så udpræget fascination for sproget og det talte eller skrevne ord følger også en masse ærgerlige oplevelser. Hvis du er en af dem, der stadig har en profil på Facebook, så kan du næsten ikke have undgået at være stødt ind i små billedserier eller film med sjove skilte, morsomme navne eller dårlige oversættelser. Og ja, samlet der på Facebook i et vindue og med det formål at få dig til at smile, så er det morsomt. Men ofte stammer det jo et sted fra. Disse ’fejl’ og undersættelser kommer sjældent ud af ingenting. Og møder jeg dem selv i hverdagen, så er min indstilling en anden.

Når jeg støder på stavefejl i bøger, dårlige oversættelser i film eller skilte med flere betydninger, og hvor det er tydeligt, at det ikke er med vilje, ja, så ærgrer jeg mig. Sproget og ordene betyder noget for mig. Jeg er engageret i det. Og lad mig med det samme hamre en stor sort pæl igennem forestillingen om, at jeg så måske heller ikke kan lide folk, der er ordblinde. Vrøvl. Kommer fejlene af en naturlig årsag, så vil ingen høre et ondt ord fra mig, fordi de alligevel forsøger. More power to you! Jeg holder heller ikke op med at lave mad, selvom min kone er uddannet kok og langt bedre til det, end jeg er.

Nu har cand. mag. i engelsk og fast oversætter Kirsten Marie Øveraas udgivet en ny bog, som hun selv kalder en kærlighedserklæring til oversætterfaget. Ingen tvivl skal herske om, at ”Ged eller mammut?” i første omgang henvender sig til de mennesker, der til daglig – i en eller anden form – beskæftiger sig med sprog. Men mange kan nu have glæde af de mange vise ord fra Kirsten Marie Øveraas. Og når hun allerede på side 37 skriver:

Undersættelserne er en oversættelsesfejlenes petriskål, der fortæller mig noget om oversættelseskunstens inderste væsen.

Ja, så ved vi godt, vi har indtaget en plads på nørdernes kampbane. Men det er både spændende og meget lærerigt. For ingen har – som jeg – råbt af de forbandede undertekster, jeg alt for ofte har følt var en opgave, jeg kunne have løst langt bedre, end den pågældende oversætter på den pågældende film. Men det, jeg aldrig har tænkt over, er den opgave, det reelt er at oversætte en film samt den tolkning, du som oversætter skal levere til os seere. Er der tale om en direkte oversættelse? En fortolkning? En gendigtning? Hvor er vi henne på den lange liste af muligheder, en oversætter hver eneste gang står over for og skal finde vej i?

Bogen er ikke bare en faglitterær gennemgang af oversætterfaget. Så var jeg nok stået af ret tidligt. Den er propfyldt med gode eksempler – endda en del, som vi måske er så heldige at kunne huske – at bogen ikke alene bliver vedkommende men både underholdende og brugbar.

Er du interesseret i sprog og det talte eller skrevne ord, så kast dig over ”Ged eller mammut?”. Du bliver ikke snydt. Er du til gengæld træt af at føle dig bedrevidende, når du ser en tvivlsom undertekst rulle henover lårene på Tom Cruise på fladskærmen eller i biografen, så er der altså også noget at hente. Den værste form for bedrevidenhed er den, du egentlig godt selv er klar over halter betragteligt. Du ved, du ikke har belæg for den. Og derfor gør den lidt ondt. Sådan har jeg ofte haft det med oversættelser. Bogen har nu givet mig adgang til nogle værktøjer og noget viden, jeg ikke havde i forvejen. Og egentlig glæder jeg mig til ikke at skulle bruge lige så mange kræfter på at råbe i retning af tv’et, som jeg tidligere har gjort.

God læselyst!

Kirsten Marie Øveraas, Ged eller mammut, Alt i ord, 1. Juni 2017, 229 sider