// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Nick Clausen: Mareridt og Myrekryb
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Gys

Nick Clausen: Mareridt og Myrekryb

Skrevet af den 11. september 2016 – 07:53Ingen kommentarer

Nu er den første af Nick Clausens indtil videre to planlagte novellesamlinger Mareridt og Myrekryb udkommet. Der er tale om syv gysernoveller for unge fra 12 år og opefter. Det vil sige, at historierne trods uhyggen er letlæste med et lix-tal på 17, hvilket er ret lavt. Men Clausens historier er hverken banale eller mindre makabre af den grund.

Historierne omhandler alt fra vampyrer over spøgelseszombier til farlige psykopater. Der er et klassisk haunted house-scenarie og et mystisk hospital. Der er pendanter til både Joe Dantes The Gremlings og Alfred Hitchcocks The Birds. Der er simpelthen tale om en ægte heksekedel af fæle gys – godt blandet og helt uforudsigeligt. Derfor er den også god som en slags introgyser for folk, som ikke er bange af sig, der måske er interesseret i genren, men ikke kender så meget til den endnu.

Der er også originale elementer, som i den sidste historie Lyseslukker, hvor Noa opdager, at han kan tænde og lukke lys med viljens kraft. Det viser sig nyttigt når han skal undgå skolens bøller, men det har også mindre behagelige uforudsete konsekvenser. I min personlige favorithistorie Fisken Snapper, følger vi en decideret usympatisk hovedperson, hvilket altid er en finurlig måde at ændre læseoplevelsen på. Mie, der er dødmisundelig på sin lillesøster, får en fisk i en mystisk dyrehandel og en pose med dens særlige foder. Den spiser ikke andet, og når posen slipper op, må Mie selv lave noget nyt…

Selvom novellerne er letlæste er de som sagt stadig grusomme til tider, og jeg vil kun anbefale dem til hårdhudede unge læsere. Clausen er ikke gået på kompromis med historiernes integritet for at nå et bredere publikum, så titlen Mareridt og Myrekryb kan man roligt tolke som en velment advarsel.

Nick Clausen, Mareridt og Myrekryb, Facet, august 2016, 232 sider