// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lars Damkjær: Lykkeridder
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Lars Damkjær: Lykkeridder

Skrevet af den 26. maj 2016 – 07:08Ingen kommentarer

lykkeridderHvornår er man rigtig lykkelig? Hvordan finder man lykken?

Det er store spørgsmål og for Solvej er det vigtigt at finde ind til det, der er meningen med livet. I virkeligheden hedder hun Helle, men et besøg hos en nummerolog, førte til navnet Solvej.

Solvej er søgende og er sikker på, at der er en dybere mening med livet. Godt nok er hun fanget i systemet, med kontanthjælp og samtaler hos kommunen, men hun er sikker på, at hun nok skal finde den rette vej, ved hjælp af englekort, selvhjælpsguruer og mindfulness.

Ditte arbejder hos kommunen. Hun er træt af klienternes klynkeri og vil have ryddet op i systemet. Hun har den skønneste kæreste, en dejlig lejlighed og tilsyneladende styr på tilværelsen. Dittes kosmetolog er Solvejs underbo: Brinette. Brinette er ikke helt tilfreds med sit udseende, brysterne hænger vist lidt og hvad kan man gøre ved rynkerne i panden?

De tre kvinders liv bliver igennem en rejse flettet ind i hinanden. Det får konsekvenser, for jagten på lykken er ikke altid den nemmeste opgave.

Lykkeridder er en formidabel, velskreven roman, der rammer så meget plet ind i min generations jagt på det perfekte liv. Den er til tider hylende morsom, tåkrummende pinlig og lidt sørgelig, fordi man i glimt kan genkende sig selv.

Jeg ville ønske den var længere, jeg vil vide mere om de tre kvinder. Persongalleriet er virkelig velskrevet og som læser, har man en indre film kørende, fordi kvinderne er så godt beskrevet.

Lars Damkjær har tidligere udgivet romanen: Samadhi og selvhjælpsbogen: Mindre stress, mere nærvær. Han er uddannet indenfor kommunikation, sociologi, certificeret coach og mindfulnessinstruktør.

Lars Damkjær, Lykkeridder, Saxo Publish, 2015, 178 sider

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.