Med sine 5.165 meter over havets overflade er bjerget, Ararat, Tyrkiets højeste bjerg, men det er ikke derfor, det er et omdiskuteret bjerg. Grunden til den store interesse for denne snedækkede sovende vulkan er, at en del mennesker er af den overbevisning, at det netop var her Noas ark stødte på grund. Bogen, som er opkaldt efter bjerget, fortæller om forfatterens bestigning af Ararat bjerget.

Det giver i sig selv anledning til en hel del opmærksomhed, at Ararat kan bryste sig af at have så fornem en placering i Det Gamle Testamente. Her bliver menneskeheden tilgivet af Gud, og tavlen bliver så at sige vasket ren efter Syndfloden. Ararats historie bliver ikke mindre omdiskuteret af, at bjerget er beliggende i et trekantsområde, hvor Armenien, Iran og Tyrkiet støder op til hinanden. Det er en hvepserede af kulturelle forskelligheder, divergerende religioner og modstridende interesser og i kølvandet følger en koldkrigsstemning og en masse tabuer, som den hollandske journalist Westerman skal orientere sig gennem på vej til toppen af Ararat.

Nok hviler bogens fundament på et omdiskuteret religiøst holdepunkt, men den anden hovedrolle i bogen spilles af videnskaben. Westerman tager de geologiske briller på og måler og vejer de forskellige religioner, og mennesket – ikke mindst hans egen – fascination af religion og søgen efter noget at tro på.

Ligesom Ararat ligger Westermans bog på mange punkter også selv i et grænseland, for man fornemmer en klar journalistisk tone. Forfatteren fortæller en historie med selvbiografiske træk om bevæggrunde for at ville bestige bjerget, om forarbejdet og om selve bestigningen af bjerget, og med Ararats fantastiske historie følger en masse oplysninger om spændingerne i området, som også involverer påvirkning fra USA såvel som Rusland. Westermans og Ararats fortælling er flettet ind i hinanden på fineste vis, men til tider minder bogen om en lang artikel.

Som udgangspunkt er romanen en fortælling om forholdet mellem religion og videnskab, og den ligger op til filosofiske diskussioner og interessant tankespind, men Westerman når aldrig der ud, hvor det gør rigtig ondt. Jeg kan ikke rigtig sige noget dårligt om bogen, for den er god, velskrevet og godt skruet sammen, men den mangler ligesom det sidste. Men interessant, det var den helt bestemt.

Frank Westerman, Ararat, Turbine, Oversat af Aino Roscher, 248 sider, August 2011.