Hvad vil det sige at være same? Hvordan finder man sin plads i en verden, der stadig har svært ved at finde plads til et indfødt folk i et på papiret så tolerant Norge? Hvad betyder den kultur, man er vokset op med – og den undertrykkelse, ens folk har været udsat for igennem århundreder?

Hvordan er man sig selv, når ens selv er kultur, sprog, natur og minoritetsliv bygget på generationerne før én selv, men i stadig kamp med det omgivende samfund og dets fordomme og modvilje?

Marie Engmo bor i Paris med sin franske mand og deres fire måneder gamle datter, da Maries demente bedstemor dør i Sapmi – sameland i Norge, hvor Marie også er vokset op. Marie efterlader symbolsk sin nye familie og tager hjem til begravelsen, og bliver derigennem konfronteret med alt det, hun har forladt da hun flyttede udenlands.

Det er familien, historien, rødderne – alt det, hun har elsket og følt igennem sin barndom og ungdom. Men også den voksne kvindes forsøg for at få mening i Norges behandling af samerne. Undervejs fortæller hun sin egen og sin bedstemors historie – og det samiske folks nyere historie.

Det er beretningen om at blive behandlet med foragt og ren racisme. Det er fortællingen om et på papiret humanistisk land, der forsøgte at forvandske og slette en del af deres befolknings historie, fordi den ikke passede ind i den store, norske fortælling.

Samer måtte ikke bruge deres egne navne, deres eget sprog eller overhovedet anerkendes som oprindelige beboere i det nordnorske. Det er en konkret roman om en familie med meget forskellige holdninger til og måde at tackle det at være same på. Men det er også en roman om samisk kultur, om hvordan mennesker danner og bærer deres arv med sig – og om familiesammenhold og en kærlighedserklæring til et folk med en rig og stolt arv.

Sameproblemet er en roman skrevet med vrede og dirrende nerve, og får en klar anbefaling herfra.

Kathrine Nederfjord: Sameproblemet. 400 sider, Gads forlag. Oversat af Sara Koch, udkom 30. januar 2026