Der er noget både dragende og foruroligende ved Ældre kvinder. Allerede i sit udgangspunkt skiller den sig ud: en kvindes vedvarende besættelse og begær efter ældre kvinder, som kan spores helt tilbage til barndommen. Det er ikke et motiv, man støder på ofte, og netop derfor føles romanen både frisk og udfordrende, og er med gode grunde blevet nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2026.

Selvom præmissen umiddelbart kan virke smal, folder romanen sig hurtigt ud som noget langt større. Besættelsen bliver et prisme for at undersøge afhængighed, begær og den måde, vi kan miste os selv i relationer til andre mennesker. Det er ikke nødvendigvis de ældre kvinder i sig selv, der er det centrale, men det, de repræsenterer: tryghed, kontrol, længsel – og måske også en form for selvudslettelse.

Samtidig kredser romanen om selvhad og et forsøg på at arbejde med sig selv indefra. Der ligger en sårbarhed i fortællingen, som gør, at man som læser både kan føle afstand og genkendelse på én gang. For selvom begæret er specifikt, er mekanismerne bag det langt mere universelle.

Et interessant lag opstår i spørgsmålet om køn. Det er svært ikke at overveje, hvordan fortællingen ville blive læst, hvis protagonisten havde været en mand. Ville den samme besættelse blive mødt med mindre forståelse, mere fordømmelse? Romanen åbner for den slags refleksioner uden at give entydige svar eller at det er det som er fokus.

Stilistisk er bogen sprogligt en smule mekanisk og tematisk tør den gå sine egne veje. Men den kan også være krævende. Relationerne flyder til tider sammen, og det kan være svært helt at holde styr på, hvem der er hvem, og hvordan de hænger sammen. Det giver en vis uro i læsningen – måske med vilje, måske ikke – men det er ikke altid til romanens fordel.

Ældre kvinder er ikke en nem bog, men det er en tankevækkende en af slagsen. Den insisterer på at udforske et begær, der ligger uden for det gængse, og viser samtidig, hvor genkendelige følelserne bag kan være. Det er netop i spændingsfeltet mellem det specifikke og det universelle, at romanen for alvor finder sin styrke.

Eva Rún Snorradóttir, Ældre Kvinder oversat af Annette Larsen, Gyldendal, 224 sider, februar 2026