Mette er tilbage. Nu med hedeture og tågehjerne, for hun har ramt overgangsalderen.

Vi har tidligere været inviteret indenfor i “Et år i frit fald”, hvor Mettes verden ramler sammen. Intet blev som hun havde forestillet sig og alt går galt.

Denne gang ender Mette i et kvindekollektiv og det havde hun nok ikke lige tænkt var en del af planen. Men Mettes udfordring er, at det sjældent går som hun forestiller sig og hun har faktisk kun sig selv at takke. Men hun samles mere eller mindre op af sin gode veninde, der danner et kollektiv, med husmøder, madordning og inspirationsaftner.

Og så kan Mette ellers forsøge at lægge en ny plan for livet. Det går blandet.

Humøret og energien svinger og tit er det jo nemmere at springe over hvor gærdet er lavest, eller bare smide sig i solen på altanen. Og det sidste gør Mette. Tit.

Men kollektivet er jo mere end husmøder og vegetarretter. Det er her hun finder ind til sig selv igen. Hun får skrevet lidt – ikke meget, men lidt. Hun får datet, – ikke meget, men lidt. Og hun får gået nogle gode ture med kollektivets baby og når hun nu går der, så kan hun jo lige så godt samle noget af al den affald op, der ligger og flyder.

De andres blik på Mette gør, at hun får øjnene mere op for sig selv og sit liv. Og den der overgangsalder den må på en måde omfavnes. Og livet, med dets op og nedture, må leves på bedste vis og måske er alt bare lidt nemmere, når man kan gøre det hele i selskab med andre.

Mette er lige præcis så irriterende, at man har lyst til at ruske hende lidt og også så elskelig og forvirret, at hun fortjener et kram. Bogen er humoristisk og meget skøn med sine personer og genkendelige hverdags trivialiteter og alligevel med en eftertænksomhed der klæder den.

Jeg kan ikke forstå, at Mettes liv ikke allerede er lavet til en tv-serie. Serien om Mette er et skønt og humoristisk billede på min generations seje kvinder, der alligevel bøvler med lidt af hvert.

Jo Brand, Et år i overgangsalder, Forlaget Grønningen 1, 288 sider, 2026