Jo Brand: Et år i frit fald
Mette er slet ikke tilfreds med tilværelsen.
Hun keder sig på jobbet og bruger det meste af sin tid på at lave så lidt som muligt og holde øje med dagens ret i kantinen. Hun skriver artikler om dem, der har fundet lykken, dem der har fokus på familien, på karrieren, på naturen. Alt det som hun ikke selv har.
Eksmanden er flink nok og datteren er teenager. Hunden skal luftes 3 gange om dagen og ofte går hun den samme rute hver eneste gang. Hendes forestilling om den gode tilværelse her midt i livet, var mildt sagt noget helt andet.
Hun ligger for meget på sofaen og swiper på Tinder og en dag sætter et match gang i en hel masse forandringer for Mette. For matchet er en ung fyr, der bor på en båd og som kan rulle en joint så smukt, at Mette får tårer i øjnene.
Endelig gør hun noget, hun har lyst til. Og alt det hun har lyst til, er alt det man ikke må. Og så går det helt galt!
Når man selv er midt i livet er der virkeligt meget genkendeligt i bogen om Mette. Men da midtvejskrisen er på sit højeste, er det svært at blive ved med at heppe på hende. Tæerne krummer sig sammen og Mette er på alle måder i frit fald.
Og da hun lander, måske ikke på benene, igen efter et kaotisk år, så er alle muligheder åbne for at genstarte livet og tilværelsen. Og nu skal der heppes på Mette, der endelig bliver direktør for sit eget liv.
Et år i frit fald er en skøn og lidt skør bog om det der liv, der sjældent bliver præcis som man forestillede sig og en bog om hvordan det kan gå så grueligt galt og så alligevel – der er jo sjældent noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Jo Brand er journalist og ”Et år i frit fald” er hendes første roman og jeg håber, der kommer flere. Det er godt med romaner om voksne kvinder med et strejf af humor og uden pladderromantik.
Jo Brand, Et år i fritfald, Grønningen 1, 285 sider, Juni 2023