Iben Mondrup: Hvordan kan vi
Hvordan kan vi er Iben Mondrups vilde, rå og ærlige roman, der bygger på hendes eget liv. Det er i hvert fald svært at tænke andet, når jegfortælleren hedder Iben Mondrup.
Vi følger med kronologisk fra barndommen over ungdommen og frem til nutiden. Vi er med i Grønland, i København, på Samsø mv. og flytter ind og ud af boliger alt imens Iben Mondrup skifter partnere undervejs. Man fornemmer uroen, rodløsheden og rastløsheden. Men også skabertrangen, kreativiteten og lysten!
Mod slutningen af bogen kommer vi ind i maskinrummet i forhold til tilblivelsen af de tre romaner, som du måske selv har læst. Tabita, Vittu og Bjørn.
Hvordan kan vi er en roman om at lede og finde, om at knytte sig til og skubbe fra, om at være kunstner, mor, og forfatter. Det er spændende læsning. Mænd og forfatterkolleger optræder med eget navn i fortællingen og selvom der står roman på forsiden, fornemmer jeg at stoffet læner sig ret tæt op af Iben Mondrups virkelighed.
Når livet er svært eller når det knager i relationerne, skriver hun det frem til læseren. Selv når læseren finder hende urimelig eller måske endda usympatisk, holder hun sig ikke tilbage for at lægge sin historie frem, det kan for eksempel være i forhold til at være utro. Det er vildt. Det er fedt. Kan godt lide at jeg bliver udfordret på mit værdisæt og på min måde at tænke kærlighedsforhold på, hvad enten det er kærester, venner eller familie.
Jeg stødte første gang på Iben Mondrups forfatterskab, da jeg læste den til tider eksperimenterende roman En to tre – Justine, som er en sammenbrudsroman om en ung kvinde, der mister sin kæreste, sit kolonihavehus og de værker hun havde forberedt til en udstilling. Det var en af de første gange jeg læste om kvindeligt begær, om kroppen som magt, om at skide hul i det hele og bruge sin frustration som drivkraft. Allerede dengang fandt jeg Iben Mondrup modig (og generøs), for kan man skrive så sanseligt uden egen erfaring?
Har du intet læst af Iben Mondrup har du et stort og varieret forfatterskab til gode. Jeg vil anbefale dig at starte med den gode roman Godhavn om at være dansk barn i Grønland, som også er delvist baseret på erfaring og erindring.
Hvor går grænsen mellem virkelighed og fiktion? Og hvad er forskellen på autofiktion og en roman? Hør Iben Mondrup fortælle om tilblivelsen af Hvordan kan vi i Lind & Lahme Bogklub. Podcasten kan høres gratis der, hvor du plejer at hente podcasts.
Iben Mondrup, Hvordan kan vi, Oktober 2025, 448 sider, Politikens forlag
