Siden En mand der hedder Ove har Fredrik Backman slået sit navn fast som en succesforfatter, der i en ofte finurlig tone skriver om skæve eksistenser og hvor svært det er at være menneske. I Mine venner gør han det igen.

Louisa er på flugt fra børnehjemmet og sig selv (mest det sidste) og om lidt bliver hun 18 år, og så er der ingen der længere har ansvaret for hende. Hun har haft en svær barndom, men udover at bryde ind i biler og sådan generelt stjæle har hun kun ét talent: hun er god til at tegne og glad for kunst.

Et postkort af et berømt maleri har fulgt hende i mange år, og da originalmaleriet skal på auktion, sniger hun sig ind for at se det i virkeligheden. Det bliver til et møde med kunstneren selv, og en rejse for at høre historien bag maleriet. Det er nemlig ikke kun Louisa, der er vokset op under trange kår…

Mine venner er Backman klassisk og kan man lide hans øvrige romaner, vil man også kunne lide denne. Den er dog på kanten til det moraliserende visse steder – hvilket Backmann faktisk plejer at kunne styre udenom trods sine tydelige værdier og insisteren på at stå på de svages side – og helt ærligt var slutningen lige fersk nok til mig.

Fredrik Backman: Mine venner. 459 sider, People’s. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild, udkom 25. august 2025