Jason T. Eberl og Kevin S. Decker: Star Wars og filosofien – må bogen være med dig
Det er ikke nogen lille opgave at krydse lyssværd med Platon. Alligevel er det præcis, hvad Jason T. Eberl og Kevin S. Decker har gjort i antologien “Star Wars og filosofien – må bogen være med dig”, der nu foreligger på dansk fra Forlaget Frydenlund. Bogen er et tankeeksperiment forklædt som populærkultur, og resultatet er overraskende underholdende – ikke fordi den forsøger at forenkle filosofi, men fordi den tør tage Star Wars alvorligt som et etisk og eksistentielt univers.
Bidragene er skrevet af en række amerikanske filosoffer, som hver især tager afsæt i konkrete scener og karakterer fra den populære saga. Det betyder, at du kan springe fra Yodas stoiske verdenssyn til Kylo Rens moralske ambivalens uden at miste fodfæstet. Hvert kapitel fungerer som en selvstændig refleksion over, hvordan mennesket – eller væsenet – træffer valg mellem pligt, frihed og magt.
Noget af det mest fascinerende er bogens måde at bruge de klassiske film på som moralsk spejl. De fleste kender fortællingen om den faldne helt Anakin Skywalker, men her bliver hans rejse læst som et spørgsmål om determinisme: Er han dømt af sin frygt, eller vælger han selv mørket? Den type spørgsmål giver filmen en dybere resonans, og læseren opdager, hvor tæt George Lucas’ univers faktisk ligger på Kant, Nietzsche og Hannah Arendt.
Denne bog kunne hurtigt være blevet en meget tør oplevelse, men tonen er befriende uhøjtidelig. Bidragyderne skriver med glimt i øjet, og redaktørerne har sørget for, at de filosofiske pointer aldrig kvæler fortællelysten. Stilen er essayistisk og let at følge, selv når argumenterne bliver komplekse. Og så bevarer bogen en stærk rytme og terminologi uden at drukne i akademiske fodnoter.
Skal du have en vis interesse for både filosofi og Star Wars for at få fuldt udbytte? Tja, jeg er sels stor fan af Star Wars-universet, og filosofi fylder mere og mere I min hverdag. Men læser du bogen som underholdning, risikerer du at miste koncentrationen midt i en diskussion om fri vilje hos droiderne. Læser du den derimod som en samtale mellem etik og eventyr, får du en overraskende vedkommende oplevelse: En bog, der minder os om, at selv i et galaktisk imperium er det menneskelige valg stadig det mest dramatiske af alle.
“Star Wars og filosofien – må bogen være med dig” er ikke kun en herlig oplevelse men også en oplagt gave til den nysgerrige læser, der elsker at kombinere popcorn og perspektiv. Den viser, at tænkning og fantasi ikke er hinandens modsætninger, men to sider af samme kraft – the Force, om du vil.
Jason T. Eberl og Kevin S. Decker: “Star Wars og filosofien – må bogen være med dig”, Forlaget Frydenlund, 279 sider, på dansk ved Rebekka Hjelholt Svendsen og Laura Elbek Green, udkom september 2025
Læs også:
Star Wars: Den usynlige fjende – den ultimative guide
