I London begraver en mand et figentræ for at beskytte det mod en kommende storm. Han er født på en ø, langt derfra men har fået eksil i England. Nu er hans kone død, og hans datter er ulykkelig.

40 år tidligere er Cypern på randen af borgerkrig mellem øens græske og tyrkiske indbyggere. Et ungt forelsket par må skjule deres kærlighed, for han er kristen græker og hun er muslimsk tyrker. De får hjælp af to mænd, der sammen ejer og driver en taverna. Men kærlighed kan være forbudt på mange måder, og snart falder der skud på Afrodites gamle hjemø.

I London kommer mandens søster uventet på besøg. Hun bringer historier fra familiens fortid med sig, historier manden havde ønsket at lægge bag sig. Historier som hans 16-årige datter ikke engang ved om hun har lyst til eller brug for at høre. Men mennesker har ligesom træer rødder, og dem kan de aldrig helt kappe.

De forsvundne træers ø er en smuk og grum fortælling om kærlighed og traumer. Det er en historie om eksil og hjemland, og hvad det gør ved mennesker når man forsøger at begrave fortiden. Følgerne af krig nedarves til de efterfølgende generationer, og vi har brug for at lære og huske.

De forsvundne træers ø er også en roman om et for mig forholdsvist ukendt kapitel i Europas historie, nemlig konflikten om Cypern der den dag i dag betyder, at øen er delt i en græsk og en tyrkisk side.
Elif Shafak har også skrevet Floderne i himlen, som tidligere er anmeldt her på bogblogger.

Elif Sharak: De forsvundne træers ø. 414 sider, Gads forlag. Oversat af Louise ardenfelt Ravnild, udkom 2023