Den russiske afghanistanveteran Orlov er partner i det private sikkerhedsfirma Hoplon, hvis ansatte også tæller den engelske koldkrigsforræder Jennings. Året er 1997 og deres opgaver er alt fra personlig beskyttelse til regulære angreb på kundernes konkurrenter.

Så da den irakiske klanleder Rachid Ali kontakter Orlovs firma for at få tilbageerobret sin blomstrende smuglerforretning fra sin bror, samler Orlov og partnere hurtigt et hold af forhenværende soldater.

Veteranerne kommer fra den tidligere østblok og har alle erfaringer og historier fra Sovjettidens krige og træfninger. Det giver et umage hold, som på kort tid skal udstyres, træne krigsherrens uregerlige stammefolk og vippe Rachid Alis bror af pinden.

Ingenting går dog helt efter planen og snart er Hoplons ansatte på en farefuld tur gennem et præ-invasions Irak hvor vejene er fyldt med banditter, civile CIA-agenter og andre private sikkerhedsfirmaet.

Men Kunsten at dræbe et menneske er en lidt ujævn spændingsroman. Det er en bog, som jeg gerne vil synes om, men som det er svært at blive rigtig glad for.

Måske skyldes det, at det forfatteren nærmest kører efter en skabelon. Et af forbillederne der nævnes fra forfatteren selv er Xenofons Anabasis, som er en græsk beretning om de 10.000 græske lejesoldater der, efter et forgæves forsøg på at vælte den persiske konge i 401 før vor tidsregning, måtte drage langt gennem fjendeland for at vende hjem.

Første del minder dog momentvis mere om Frederick Forsyths gode Dødens Drabanter fra 1974 uden dog at ramme samme sorte tone eller spændingsmæssige kvalitet.

I anden del af Kunsten at dræbe et menneske virker det desværre som om at formen og forbillederne tager magten fra fortællingen og man races afsted uden noget rigtigt foldes ud. Det er ærgerligt, for ingredienserne til en spændende (og længere) bog er der.

Giame Alonge, Kunsten at dræbe et menneske. Cicero, januar 2011. 260 sider. Oversat fra italiensk af Jytte Lollesgaard.