”Med det glatte våben tæt ind til kroppen gik hun tankefuldt tilbage ud i hallen uden at høre den svage knirken, der kunne have afsløret, at hun ikke var alene.”

Så er vi i gang, der er lagt i støbeskeen til endnu en puslespilskrimi fra Pernille Schous hånd, og hvor har jeg ventet i spænding, for jeg har savnet sygeplejersken Vera og kriminalkommissæren Arthur. Nu er de heldigvis tilbage, og ad forskellige omveje ender de begge i Flensborg i 1920, hvor den politiske dagsorden er at genskabe et Europa, som er brændt ned til grunden efter 1. verdenskrigs rædsler.

I den sønderjyske region er spørgsmålet, hvor grænsen mellem Tyskland og Danmark skal gå? Der er mange meninger om dette, og hver især forsøger de forskellige standpunkter at præge afstemningen, men tingene er ikke bare så sort-hvide, som man kunne have ønsket sig. Flere er kommet traumatiserede hjem fra fangelejre, og har dermed været vidne til en anden verdensorden end den, de kom fra. På det tyske gods Holgenhof sker et tragisk mord, og snart er vi hvirvlet ind i løgne, familiehemmeligheder, kærlighedsaffærer, politiske dagsordener og et mord, der skal opklares. Vera ender endnu engang i orkanens øje, og finder det svært at finde sine ben at stå på, for hvad ved hendes chef Karl Aksel Svanberg, og hvad er hans dagsorden? Og hvilken rolle spiller hendes egen bror?

Krimien er skrevet i et dejligt sprog, hvor siderne næsten vender sig selv, og forfatterens store historiske viden og interesse strømmer ud fra siderne, dog må jeg indrømme, at der er mange navne at holde styr på, og nogle gange bliver det lidt uoverskueligt at holde dem ud fra hinanden.

Der er noget utrolig hyggeligt over Pernille Schous krimier, man får lyst til at sætte sig i sofaen med et tæppe omkring sig og en kop te i hånden også gå i gang med læsningen, for fortællingen er ikke overdænget med bestialske mord og udpenslinger af, hvordan mordet har fundet sted, og det er rart i en verden, hvor vi ellers får alt serveret råt for usødet. Man får derimod lov til at lege med, man får givet små brikker til puslespillet, og til sidst sidder man og siger ”Jeg vidste det!”

Liget i labyrinten er den svære to’er, men hvilken én, og jeg kan kun sige: Skynd dig at få skrevet nummer tre!

Pernille Schou, Liget i labyrinten, Forlaget Grønningen 1, 2025, 350 sider.