Michael Cunningham: Timerne
Gæsteanmeldelse af forfatter Anna Skyggebjerg
Michael Cunninghams roman “Timerne” udkom oprindeligt i 1998. Den fik fantastiske anmeldelser og en Pullizerpris oveni hatten. Senere blev den filmatiseret med Meryl Streep, Nicole Kidman og Julianne Moore i hovedrollerne, og senere igen gik en dramatiseret version sin sejrsgang på teatre over hele verden.
“Timerne” er med andre ord en nyklassiker i litteraturen, og der skal lyde et tak til Turbine for at genudgive den på dansk, efter at den i mange år ikke har været tilgængelig hos boghandlerne. Nu er den her og endda i en smuk og taktilt lækker version. Helt som fortjent.
“Timerne” skildrer én dag i tre forskellige kvinders liv.
Den ene er Virginia Woolf, som i 1923 netop er begyndt på romanen “Mrs. Dalloway.” Hun tvivler på, om begyndelsen er god nok: Mrs Dalloway forlader sit hus for at købe blomster til aftenens selskab. Og hun er angst for, om hendes egen sygdom er på vej tilbage. Som læsere kender vi svaret på begge dele. Begyndelsen på “Mrs Dalloway” bliver berømmet; sygdommen vender tilbage.
Den anden kvinde er Laura Brown. Tiden er cirka 1950, og Laura kan ikke finde sig til rette i sit forstadsliv med mand, et lille barn og et nyt på vej. Ægtefællen har fødselsdag og Laura skal arrangere blomster til aftenens selskab. Samt bage kage, passe barnet, ikke være vred, virke lykkelig. Hun stjæler sig til et par timer på et hotel for at læse i fred. “Mrs Dalloway”, naturligvis.
Romanens tredie kvinde er Clarissa Vaughan. Tiden er cirka 1990, Clarissa er forlagsredaktør i New York og skal købe blomster til et selskab for sin aids-syge ven, som skal modtage en stor litterær pris.
På tværs af tiden forbindes de tre kvinders liv af blomster, selskaber og kys (de forbudte, de trivielle, de livsforandrende). De har også til fælles at være stærkt sansende og frihedssøgende kvinder, og hele vejen gennem romanen er der denne fornemmelse af, at deres liv leves på knivsæg. En hvilken som helst detalje kan afgøre udfaldet. Man kan gøre sig nok så umage med blomsterne, selskaberne og kyssene, men så er der lige fortrydelserne, længslerne, sygdommen, pillerne, døden. Som når Lauras ægtefælle puster lysene ud på fødselsdagskagen, lidt spyt lander på glasuren, og Laura hader sin mand og føler sig fanget i sit liv – blot for minuttet senere, når sønnen slikker glasuren af lysene, at opleve et øjeblik af fuldkommenhed og tro på fremtiden. Hvordan Laura navigerer på den knivsæg forstår vi først til slut i romanen, hvor Cunningham elegant sammenvæver Lauras og Clarissas liv.
“Timerne” er en fremragende roman. Den er klog og vedkommende. Kompositionen er genial. Sproget er udsøgt smukt. Det er litterær konfekt: mørk chokolade yderst, mørk ganache indeni. Og derfor skal romanen også have den lidt sære ros kun at være på 222 sider. Konfekt er vidunderligt, særligt i den rette mængde.
Michael Cunningham, Timerne, Oversat af Pia Juul, Denne udgave oktober 2024, Turbine forlaget, 222 sider.
